Gå til indhold

Specialiseret familiepleje

Specialiserede plejefamilier er familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med svære støttebehov.

Specialiserede plejefamilier er plejefamilier, der er godkendt til at have børn og unge i pleje, der har svære støttebehov, der har mere specialiserede behov og/eller viser tegn på mistrivsel, men som samtidig vurderes at have gavn af at bo i familielignende rammer.

Kompetencer

Specialiserede plejefamilier kan sikre barnet eller den unge udvikling og trivsel og har særlige kompetencer og kvalifikationer, som gør dem i stand til at samarbejde med eksterne fagpersoner og tilbud samt indgå i supplerende støtte og behandling i forhold til barnet. Der kan f.eks. være tale om plejefamilier med solid erfaring med arbejdet med udsatte børn og unge eller plejefamilier, som har særlige, uddannelsesmæssige kvalifikationer, om end dette ikke er et krav.

Specialiserede plejefamilier kan håndtere et kompliceret forældresamarbejde, og det kan være nødvendigt, at der laves aftale om hel eller delvis erhvervsbegrænsning.

Eksempler på en specialiseret plejefamilie

En specialiseret plejefamilie kan f.eks. være en familie, der kan modtage:

  • et barn med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. Det kunne være et barn med mental retardering og epileptiske anfald, hvor barnet bliver udadreagerende. Plejefamilien har måske en særlig socialpædagogisk og sundhedsfaglig uddannelse eller indsigt i og erfaring med målgruppen, og plejefamilien kan skabe særlige skærmende rammer samt overvåge barnets epileptiske anfald.
  • et barn, der har været udsat for massivt omsorgssvigt, og hvor der er behov for akutanbringelse. Plejefamilien har eksempelvis solid erfaring, pædagogisk uddannelse eller indsigt i målgruppen, herunder særlig viden/erfaring med sorg- og krisereaktioner og svært forældresamarbejde. Derudover har plejefamilien f.eks. særlige kompetencer, som gør dem i stand til at samarbejde med andre eksterne fagpersoner, såsom børnehusene i forhold til at afdække barnets støttebehov.

Støtte til plejefamilier

Specialiserede plejefamilier skal have yderligere efteruddannelse og supervision i overensstemmelse med plejeopgavens omfang. Det er den anbringende kommune, der har ansvaret for, at dette sker, og som afholder udgiften i forbindelse hermed.

Specialiserede plejefamilier kan ligesom forstærkede plejefamilier indgå i et samarbejde med andre fagprofessionelle om supplerende støtte eller specialiseret behandling til barnet, men det kan i højere grad end for forstærkede plejefamilier forventes, at de på grund af deres særlige kompetencer og kvalifikationer også kan indgå i selve behandlingen.

Lov om voksenansvar

Specialiserede plejefamilier har adgang til at anvende fysisk guidning og afværgehjælp efter voksenansvarslovens §§ 6 og 8 over for anbragte børn og unge med svære støttebehov, forudsat at de er ansat af den anbringende kommune som en specialiseret plejefamilie.

 

Sidst opdateret 26/10 2021