Gå til indhold
Forside > Tværgående områder > Socialtilsyn > Håndbog for socialtilsyn > Driftsorienteret tilsyn med plejefamilier

Driftsorienteret tilsyn med plejefamilier

De fem socialtilsyn fører driftsorienteret tilsyn med plejefamilier. Socialtilsynet vurderer hvorvidt plejefamilien fortsat har den fornødne kvalitet og opfylder betingelserne for godkendelse.

Ved det driftsorienterede tilsyn skal socialtilsynet vurdere, om kvaliteten i plejefamilien i praksis er tilstrækkelig.

Det driftsorienterede tilsyn indeholder både et kontrolperspektiv, idet socialtilsynene skal føre kontrol med forholdene i plejefamilien, og et udviklingsperspektiv, da tilsynene også skal indgå i dialog med plejefamilien med henblik på at bidrage til at fastholde og udvikle kvaliteten.

Tilsynsprocessen

Det driftsorienterede tilsyn er en fortløbende proces, hvor socialtilsynet, ud fra en risikovurdering, prioriterer, hvilke forhold der skal undersøges nærmere og hvilke forhold der skal tillægges mere eller mindre vægt i vurderingen af plejefamiliens kvalitet. Tilrettelæggelsen af det driftsorienterede, tilsynet tager altid udgangspunkt i de oplysninger om plejefamilien, som socialtilsynet er i besiddelse af.

Socialtilsynet skal aflægge tilsynsbesøg hos plejefamilierne minimum én gang om året. Ofte vil tilsynsbesøget være omdrejningspunkt for tilsynsprocessen, men tilsynsbesøget er blot én af flere vigtige informationskilder. Andre kilder og metoder til indhentning og vurdering af oplysninger er nødvendige for at føre tilsyn med, om plejefamilien fortsat har den fornødne kvalitet og opfylder betingelserne for godkendelse.

Socialtilsynet er til enhver tid ansvarlig for vurderingen af plejefamiliens kvalitet. Kvaliteten i plejefamilien skal socialtilsynet vurdere ud fra kvalitetsmodellens 7 temaer. Derudover skal socialtilsynet vurdere, om plejefamilier har den fornødne økonomiske kvalitet herunder om plejefamiliens økonomi giver grundlag for en stabil anbringelse.

Socialtilsynet har som opfølgning på det driftsorienterede tilsyn mulighed for at træffe afgørelser om påbud, skærpet tilsyn eller ophør af godkendelse.

Sidst opdateret 26/10 2021