Gå til indhold
Forside > Tværgående områder > Om Socialstyrelsens viden > SØM og analyser > SØM > Erfaringsdatabase > Omkostningsvurdering af Den relationelle vej til beskæftigelse

Omkostningsvurdering af Den relationelle vej til beskæftigelse

Implement og Socialt Udviklingscenter (SUS)har foretaget en omkostningsvurdering af Den relationelle vej til beskæftigelse i Hedensted Kommune. Indsatsen er målrettet psykisk sårbare unge mellem 16 og 30 år, der har behov for at blive mere selvstændige.

MÅLGRUPPE

Voksne med psykiske vanskeligheder

I forbindelse med evalueringen af Modning af forebyggende indsatser til unge med psykisk sårbarhed har Implement og SUS foretaget en omkostningsvurdering af Den relationelle vej til beskæftigelse, baseret på Hedensted Kommunes implementering af indsatsen. Beregningen skal bidrage med viden om metodens forventede omkostninger for kommuner, som ønsker at implementere metoden.

Evalueringen af Modning af forebyggende indsatser til unge med psykisk sårbarhed indeholder omkostningsvurderinger for fire forskellige indsatser, som er udviklet og etableret i fire kommuner. Denne omkostningsvurdering er én ud af de fire.

Om Den rationelle vej til beskæftigelse

Formålet med indsatsen Den relationelle vej til beskæftigelse er at yde en tidlig forebyggende indsats til unge psykisk sårbare mellem 16 og 30 år. Så de oplever højst mulig grad af selvstændighed, kommer i uddannelse eller job, kommer i praktik i en virksomhed eller fortsætter i andre udviklingsforløb, før praktik, uddannelse eller job vil være en mulighed.

Indsatsen består overordnet af fire aktiviteter: 1) Et stærkt tværfagligt samarbejde, 2) Dobbeltvisitation, 3) Gruppeforløb bestående af undervisning, naturterapi, individuelle samtaler og 4) Aktiviteter og forløb ved frivillige mentorer og/eller praktik.

Omkostningsvurderingen

Omkostningsvurderingen er foretaget på baggrund af den udarbejdede arbejdsgangsbeskrivelse for indsatsen. Data baserer sig på vurderinger af, hvad omfanget af indsatsen og dens delaktiviteter vil være i et scenarie med normal drift uden covid-19-restriktioner og på anden måde covid-19-tilpasset adfærd. Vurderingerne er blevet sammenholdt med de løbende indsamlede aktivitetsdata for på den måde at datainformere vurderingen af det hypotetiske aktivitetsniveau. Omkostninger i forbindelse med etablering af indsatsen baserer sig på faktiske data fra projektets opstart.

Følgende scenarier er opstillet for beregningen:

  • Der gennemføres 26 forløb per år.
  • Indsatsen driftes i 5 år.
  • Der kan være en variation i forløbene, derfor laves beregningerne ud fra tre potentielle caseforløb:
  • Caseforløb 1 (lavintensivt forløb): Én visitationssamtale 1 (uden den unge), én visitationssamtale 2 (opstartssamtale), fire gange i gruppeforløb, én gang undervisning med psykolog, én gang undervisning med UU-vejleder, én gang undervisning med virksomhedskonsulent og én gang undervisning med frivilligkoordinator.
  • Caseforløb 2 (gennemsnitligt forløb): Én visitationssamtale 1 (uden den unge), én visitationssamtale 2 (opstartssamtale), 32 gange i gruppeforløb, fire individuelle samtaler, tre gange undervisning med psykolog, tre gange undervisning med UU-vejleder, tre gange undervisning med virksomhedskonsulent, tre gange undervisning med frivilligkoordinator og én gang praktik.
  • Caseforløb 3 (højintensivt forløb): Én visitationssamtale 1 (uden den unge), én visitationssamtale 2 (opstartssamtale), 70 gange i gruppeforløb, 10 individuelle samtaler, seks gange undervisning med psykolog, seks gange undervisning med UU-vejleder, seks gange undervisning med virksomhedskonsulent og seks gange undervisning med frivilligkoordinator.

Samlet set kan det forventes, at en kommune, der ønsker at indføre Den relationelle vej til beskæftigelse og drifte denne i 5 år, får en gennemsnitlig omkostning på mellem ca. 30.100 kr. og 35.300 kr. per ung, der modtager indsatsen. Omkostningen vil, ved et scenarie, hvor vægtningen mellem de forskellige caseforløb er som forventet i Den relationelle vej til beskæftigelse, være på ca. 30.100 kr. per forløb i gennemsnit. Med 26 gennemførte forløb årligt svarer dette til samlet ca. 3.915.400 kr. over fem år.

Som udgangspunkt er indsatsen i Den relationelle vej til beskæftigelse et alternativ til andre allerede eksisterende job- eller uddannelsesunderstøttende aktiviteter til aktivitetsparate unge. Det vil sige, at alle unge ville have deltaget i en alternativ form for indsats, hvis de ikke havde modtaget støtte gennem Den relationelle vej til beskæftigelse. Udgiften til disse betragtes som basisalternativer. Alternativerne består af standardiserede beskæftigelsesindsatser med faste ugentlige takster, som der er taget udgangspunkt i. Det drejer sig om en udviklingsindsats for 18-30-årige, 'På vej i job og uddannelse', mentorindsats, 'SKUB'- forløb og praktik. Ved at de unge deltager i Den relationelle vej i beskæftigelse i stedet for de andre basisalternativer, vil det sparre kommunen ca. 21.711- 23.673 kr. pr. forløb.

Hent udgivelsen og beregningen

Du kan læse mere om indsatsen, omkostningsvurderinger og den samlede evaluering via linket nedenfor.

Evaluering af Modning af forebyggende indsatser til unge med psykisk sårbarhed

Om materialet


KONTAKT

Jesper Henriksen
jehe@implement.dk

AKTØR

Implement Consulting Group

AKTØRTYPE

Øvrige

MATERIALETYPE

  • Input til SØM-beregning: Viden om omkostninger

UDARBEJDET

08/07 2021

Socialstyrelsen har ikke kendskab til og kan ikke vurdere de lokale forudsætninger, som beregningerne eller det øvrige materiale baserer sig på, og kvalitetssikrer og blåstempler derfor ikke materiale fra andre aktører. Eventuelle yderligere oplysninger må derfor indhentes fra den aktør, der har indsendt materialet.