Forside > Tværgående områder > Rettigheder > Sikret institution/afdeling > Retten til personlig frihed og bevægelsesfrihed

Retten til personlig frihed og bevægelsesfrihed

Da du er anbragt på det, der hedder en sikret døgninstitution, er du det, der hedder frihedsberøvet. Det betyder at du ikke har lov til at bevæge dig frit omkring, som du er vant til.

Fold alle teksterne ud eller ind

Må de voksne låse døren til mit værelse om natten?

De voksne må godt låse døren til dit værelse om natten (dvs. fra den normale sengetid, som gælder, til om morgenen), hvis de har fået tilladelse til det af socialtilsynet. Det kan de fx få på grund af nogle sikkerhedsmæssige hensyn.
Hvis døren bliver låst til dit værelse om natten, så skal du have mulighed for at kunne komme i kontakt med personalet, hvis du fx får brug for hjælp.

Må de voksne isolere mig fra det sociale fællesskab?

Ja det må de, men kun hvis der er overhængende fare for, at du vil skade dig selv eller andre.. At være isoleret fra de andre unge er en meget alvorlig ting at opleve, og det kan føles rigtig ubehageligt. 

Hvis du opfører dig på en måde, hvor der er meget stor fare for, at du skader dig selv eller andre, så må lederen (eller en der tager beslutninger på lederens vegne) beslutte, at du skal i isolation i et aflåst rum. De voksne skal tale med dig om hvorfor, du kommer i isolation, og du må kun være isoleret i så kort tid som muligt og i maksimalt 2 timer, hvis du er på en sikret afdeling og i maksimalt 4 timer, hvis du er på en særligt sikret afdeling. Imens du er i isolation skal du altid have mulighed for at tilkalde de voksne, og de voksne skal også løbende kigge til dig og sikre, at du er okay.

Kan de voksne sige, at der er nogle venner jeg ikke må have på besøg?

Når du er anbragt på en sikret institution, kan der være nogle regler for dig, som de voksne skal hjælpe med bliver overholdt.

Hvis du er i varetægtssurrogat, kan politiet have besluttet, at du er omfattet af besøgs-, brev- og telefonkontrol. Det betyder, at politiet skal give tilladelse til de personer, som du gerne vil have besøg af og at dine telefonsamtaler og breve med andre bliver kontrolleret. Hvis politiet har besluttet, at du er omfattet af kontrol, så skal du vide det, og du kan bede om, at retten tager stilling til om kontrollen skal fortsætte.

Kan de voksne sige, at jeg ikke må have en kæreste?

Jeg er varetægtsfængslet, men min mormor, som jeg elsker højt, døde i går. Kan jeg komme med til hendes bisættelse?

Du kan snakke med de voksne på den sikrede institution. Institutionens leder kan, hvis politiet er enig, give tilladelse til, at du i et kortere tidsrum, fx så længe bisættelsen varer, kan være væk fra institutio0nen. Det er dog en betingelse, at en af de voksne fra institutionen er med.

Sidst opdateret 09/02 2017