Identifikation

For at forebygge konflikter og magtanvendelser skal personalet på et anbringelsessted blandt andet have viden om, hvornår risikoen opstår.

Det er et ledelsesmæssigt ansvar at sikre åbenhed internt i personalegruppen, sådan at situationer, der resulterer i en magtanvendelse, gives opmærksomhed. En sådan åbenhed stiller imidlertid også krav til den enkelte medarbejder om at være opmærksom og føle ansvar for at bære iagttagelser og oplevelser ind i personalegruppens refleksion og læringsproces.

Fold alle teksterne ud eller ind

Fælles drøftelser i personalegruppen om konflikter og magtanvendelser

Gennem fælles drøftelser i personalegruppen om konflikter og magtanvendelser er det muligt at skabe en konfliktnedtrappende kultur. Det kan være gavnligt at inddrage børnene, de unge og/eller deres forældre i drøftelserne. Der kan være flere måder at starte og holde liv i drøftelserne om forebyggelse af magtanvendelser:

  • Beslutte at der med jævne mellemrum tages en generel drøftelse af magtanvendelseskulturen på stedet
  • Beslutte at enkeltstående magtanvendelser skal være et punkt på dagsordenen på alle personalemøder
  • Holde fællesmøder eller oprette børneråd eller ungeråd, hvor brugerne får mulighed for at tale
  • Holde informationsmøder med de pårørende for at involvere dem i processen og høre deres perspektiv

Systematisk opfølgning og refleksion på magtanvendelser

Refleksionshjulet kan være et redskab til at gennemgå enkeltstående magtanvendelser med fokus på læring og den fremadrettede indsats. 

Refleksionshjul

Systematisk registrering af konflikter og magtanvendelser

Systematisk registrering af konflikter og magtanvendelser giver mulighed for, at enkelte episoder kan anvendes til læring og giver indsigt i de mønstre, der ses.

Registrering er vigtig i forhold til at påpege hyppigheden af konflikter og magtanvendelser, men den skal samtidig føre til organisatorisk læring.

Der er flere fordele ved en analyse af hver enkelt konfliktsituation:

  • Ved at identificere de situationer, hvor der opstår konflikter, er det muligt at udvikle forebyggende strategier 
  • Ved at analysere de handlinger medarbejdergruppen og den enkelte benytter sig af, er det muligt at udvikle alternative handlinger 
  • Ved at analysere de handlinger den enkelte gør efter en konflikt, er det muligt at udvikle nye indsatser

Systematisk risikovurdering af det enkelte barn eller ung, når det skønnes nødvendigt

En risikovurdering gør det muligt at målrette forebyggelsen direkte i forhold til risikoen for konflikter, vold og magtanvendelser.
Med en risikovurdering får man overblik over, hvor og hvornår risikoen er til stede. Det bliver muligt at forudsige konflikter og konfrontationer mellem barnet eller den unge og personalet og dermed muligt at forebygge mere præcist og undgå, at situationerne opstår og udvikler sig.

De hyppigst anvendte metoder:

  • Trafiklysmetoden
  • Brøset Violence Checklist (BVC) 
  • Redskaber med særligt fokus på inddragelse af barnet eller den unge

Der kan læses mere om metoderne her

Der kan også læses mere i Socialstyrelsens undervisningsmateriale om risikovurderinger, som du finder via linket øverst i højre side.

Sidst opdateret 22/03 2017