For ledere - pejlemærker i hjælpemiddelformidlingen

Her præsenteres - i en kort version - pejlemærker, som er udvalgt blandt de fundne forskningsartikler.

Forskningsartiklerne er udvalgt, fordi de enten findes i flere studier eller peger fremad mod nye metoder.

Gennemgang af det videnskabelige grundlag 

1. Involvering af borgeren er afgørende

Forskningen siger: At det er vigtigt at involvere borgeren i processen med formidling af hjælpemidler.

Det er den faktor, som flest studier peger på, har betydning for et godt resultat. Involvering af borgeren har især betydning for, om hjælpemidlet efterfølgende bliver brugt, at borgeren får færre problemer med sine hjælpemidler og bliver mere tilfreds med dem.

2. Struktureret tilgang til hjælpemiddel formidling giver bedre resultater

Forskningen siger: At der med fordel kan anvendes en struktureret tilgang frem for en mere løs tilgang, fx ved at anvende standardiserede redskaber eller protokoller, der beskriver fremgangsmåder i hjælpemiddelformidlingsprocessen.

Resultatet vil være en bedre kvalitet, bl.a. i form af, at færre stopper med at bruge deres hjælpemiddel, at hjælpemidlet bruges oftere, og hvad angår kørestole, at der er færre kørestolsrelaterede ulykker. 

3. Træning i brug af hjælpemidler er vigtig

Forskningen siger: At det er vigtigt at træne borgerne i at anvende deres hjælpemidler i de situationer og i de omgivelser, hvor hjælpemidlerne skal anvendes.

Det resulterer i, at borgerne bliver mere selvhjulpne, får udvidet deres aktivitetsmuligheder og bliver mere tilfredse med deres hjælpemiddel.

4. Nye teknologier i sagsbehandlingen er på vej

Forskningen siger: At nye teknologier vil kunne bidrage til at udnytte ressourcerne bedre, uden at kvaliteten af hjælpemiddelformidlingen forringes.

Tele-hjælpemiddelformidling kan fx anvendes, når der er langt til nærmeste specialist, eller der er mangel på specialiserede fagpersoner. Og virtual reality til træning i brugen af hjælpemidler kan delvist erstatte sædvanlig træning med et lige så godt resultat.

Sidst opdateret 22/11 2018