Forsknings- og fagmiljøer
Danske forsknings- og fagmiljøer på hjælpemiddelområdet
Fold alle teksterne ud eller ind
Forskningsmiljøer
Forskningsinitiativet for Ergoterapi og Aktivitetsstudier (FiA)
Enheden hører under Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet. Enheden har fokus på fire felter: Aktivitet- og aktivitetsproblemer, ergoterapeutisk intervention, udviklings af aktivitetsfokuserede- og baserede undersøgelsesredskaber, samt hverdagsteknologi.
Forskningscenter for Sundhed og Velfærdsteknologi
Centeret ligger under VIA University College og udfører anvendt og praksisnær forskning bl.a. på hjælpemiddelområdet. Forskningen udføres i samarbejde andre forskningsmiljøer både private og offentlige, nationalt og internationalt. Information om centerets aktiviteter, projekter og publikationer kan findes via professionshøjskolernes videndatabase UC-viden.
VIVE
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd - har udgivet en række rapporter om velfærdstemaer, hvor hjælpemidler og velfærdsteknologi er inkluderet i undersøgelser. Fx på ældre- og uddannelsesområdet.
IT-universitetet i København
IT-universitetet i København forsker inden for datalogi, forretnings-it og digitalt design.
Forskningsenheden Digital Society and Participation under Institut for Digitalt Design forsker i digital ulighed og brugerinddragende design bl.a. med fokus på ældre og velfærdsteknologier.
Center for Digital Velfærd forsker i spørgsmål relateret til digitaliseringen af velfærdssamfundet, bl.a. hvordan digitale teknologier spiller ind i forhold til områder som aldring, handicap og sundhedspleje.
Digital Society and Participation
Forskningsgruppen for Universelt Design
Forskningsgruppen hører under Aalborg Universitet og har fokus på universelt design og tilgængelighed samt hvordan det byggede miljø kan være inkluderende og sundhedsfremmende for alle.
Med afsæt i viden fra forskningsgruppen drives hjemmesiden rumsans.dk, der formidler viden om universelt design og tilgængelighed.
Laboratoriet for Socialt Design
Laboratoriet hører til hos Designskolen i Kolding, og beskæftiger sig bl.a. med velfærdsteknologi, implementering, universelt design, tilgængelighed og forskning med afsæt i FN's Leave No One Behind princip.
Forskningsprogrammet for fremtidsteknologi, kultur og læreprocesser
Forskningsprogrammet er placeret under Aarhus Universitet (DPU) og har fokus på interaktionen mellem teknologi og mennesker – både mennesker med og uden funktionsnedsættelser. Teknologierne omfatter bl.a. robotteknologi og kommunikationshjælpemidler. Forskningsprogrammet behandler emner som fx alternativ supplerende kommunikation, handicap og identitet.
Elsass Fonden
Elsass Fonden igangsætter løbende forskning og projekter relateret til mennesker med cerebral parese i alle aldersgrupper. Ofte indgår hjælpemidler, som en del af genstandsfeltet for forskning og projekter, da mennesker med CP anvender en bred vifte af disse.
Oversigt over Elsass Fondens forkningsprojekter.
RehabiliteringsCenter for Muskelsvind
RehabiliteringsCenter for Muskelsvind (RCFM) udfører forskning og udbreder viden relateret til mennesker med muskelsvind i alle aldersgruppe. Ofte indgår hjælpemidler som en del af genstandsfeltet for centerets forskning og projekter.
Oversigt over RCFMs igangværende og afsluttede forskningsprojekter.
Fagmiljøer
Kommunikationscentre
Landets kommunikationscentre tilbyder udredning og afprøvning samt terapeutfaglig, specialpædagogisk, psykologisk og teknisk vejledning og rådgivning inden for det kommunikative område (tale-, høre-, synsområdet).
Centrene er målrettet borgere, pårørende og fagprofessionelle.
Foruden vejledning og rådgivning arbejder centrene med vidensformidling, fx kurser og temadage på hjælpemiddelområdet.
Centrene er kommunale, regionale eller selvejende og indgår i eksterne samarbejder om produktudvikling og afprøvning.
Legeteker
I et Legetek kan forældre og fagfolk få terapeutfaglig og pædagogisk vejledning i valg og brug af legetøj og materialer, som understøtter udviklingen hos børn med særlige behov, herunder børn med handicap. Legeteket har en samling af udviklingsstimulerende materialer, såsom pædagogisk legetøj, sprogmaterialer, førskole-materialer, motoriske, sansemæssige materialer osv. Materialerne kan lånes i en aftalt periode både til hjemmet og til daginstitution eller skole.
Oversigt over Legeteker i Danmark på Legetekforeningens hjemmeside
Hjælpemiddeludstillinger
Nogle kommuner har hjælpemiddeludstillinger. På disse udstillinger kan borgere og pårørende afprøve forskellige hjælpemidler indenfor ADL, kommunikation og mobilitet. På hjælpemiddeludstillingerne vil der ofte være fagpersoner til stede, som kan give rådgivning om valg og brug af hjælpemidlerne. Andre udstillinger retter sig til bestemte målgrupper, fx har Instituttet for Blinde og Svagsynede (IBOS) en udstilling med synshjælpemidler.
Hjælpemiddeludstillinger rummer i nogle tilfælde også faciliteter til intern træning af personale, fx træning i forflytningsteknik.
Innovations- og afprøvningsmiljøer
I en række kommuner organiseres afprøvnings- og implementeringsinitiativer på hjælpemiddelområdet. KL har udarbejdet et "Velfærdsteknologisk Landkort" som kan anvendes til at finde oplysninger om igangværende og afsluttede projekter med fokus på anvendelse og implementering af hjælpemidler og teknologiske løsninger på socialområdet.
KLs Velfærdsteknologiske Landkort
Virtuelle fagmiljøer
Virtuelle fagmiljøer på hjælpemiddelområdet findes på mange platforme og kan give fagpersoner adgang til tværfaglig sparring og vidensdeling. Fx har Socialstyrelsen 4 online-netværk om hhv. bil, bolig, kommunikation og positionering. Hjælpemiddelbasen har et forum for brugere, pårørende, forhandlere og fagpersoner. Undervisningsministeriet har et online-netværk om ordblindhed med fokus på it-kompenserende hjælpemidler. KL benytter platformen Yammer og har en gruppe for kommunalt ansatte vedrørende hjælpemidler og forbrugsgoder (for medlemskab, kontakt Amalie Lollike, amlo@kl.dk).
Socialstyrelsens 4 online-netværk
Undervisningsministeriets Ordblindenetværk
Øvrige fagmiljøer
Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) leverer rådgivning på det sociale område og på specialundervisningsområdet. VISOs rådgivning understøttes af et eksternt netværk af leverandører med højt specialiseret viden. Flere af leverandørerne inkluderer et hjælpemiddelfagligt perspektiv i deres rådgivning.
Se oversigt over VISOs leverandørnetværk
Blandt forhandlere og producenter af hjælpemidler findes også fagmiljøer, hvor fokus er på udvikling af hjælpemidlet, standarder, tests og identifikation af udviklingsbehov på området.