Socialfaglige og pædagogiske råd

Læs hvordan du som fagprofessionel kan håndtere udfordringer hos voksne med udviklingshæmning i genåbningen af samfundet.

Igennem hele perioden med COVID-19 er der tre temaer, som har været særligt vanskelige for mange voksne med udviklingshæmning at finde fodfæste i. 

Kontinuitet i hverdagen

Når genåbningen af aktivitetshuse og beskyttet beskæftigelse går i gang igen, vil det være nødvendigt at foretage en række lavpraktiske prioriteringer omkring fx forskudte mødetider, bustransport, nye adgangsforhold, mere personaletid til rengøring mv. Her er det vigtigt, at man indtænker oplevelse af sammenhæng og kontinuitet som kerneværdi. Hellere kortere dage med godt indhold end lange dage med tom tid. Skærp begyndelses- og afslutningsritualer. Forstærk dagsbogsarbejde fx på IPad gensidigt i botilbud/dagtilbud (botilbud læser højt om oplevelser i dagtilbuddet/dagtilbuddet læser højt om oplevelser i botilbud), så der igen bliver etableret en sammenhængende struktur. OBS: Lege og sange om håndvask og afstand kan også være med til at skabe kontinuitet – borgeren kan ’lære’ personalet i botilbuddet, hvordan man gør i dagtilbuddet og vice versa.

Det vil være en god idé at gøre en dyd ud af nødvendigheden og tænke ’gradvis’ som en værdi i sig selv. Måske i det hele taget tænke på genåbningen som skulle man åbne for første gang: Fx: Først et besøg. Så lære det primære rum at kende. Så øve sig i at navigere i fx afmærkninger, farvekoder, spritdispensere m.v. Der kan ligeledes være en idé, at man er bevidst om at signalere, at man i går gang ”med alt det vi har lært, mens vi har været væk” snarere end at ”det bliver normalt igen” – for det gør det næppe lige med det samme, og der kan være mere, vi skal aflære (og nyt, vi skal lære), end vi skal beholde.   

Fællesskab, kærlighed og identitet

Der er mange fællesskaber indlejrede i en hverdag på et aktivitetshus og før corona-restriktionerne var det noget, man bare kastede sig ud i med kys og kram. Den helt store pædagogiske udfordring bliver at lægge en plan for, hvordan man kan skabe gode og nærende fællesskaber med forbehold for afstand og berøring – for vores sociale omgangsformer er i vidt omfang automatiserede og programmerede til at fortsætte ”hvor vi slap sidst, vi var sammen”.

Vi har med stor opfindsomhed fundet forskellige alternativer til kram, hilsner, håndtryk osv. under corona-restriktionerne, og vi begynder alle en form for social genoptræning, som skal lære os at fastholde nærvær og interesse for hinanden uden berøring. Her kan det være vigtigt, at man i genåbningen af aktivitetshuse og beskyttede værksteder overfører nogle af disse hilsner, tegn og adfærdsrutiner, men går struktureret til værks: At man fx i små teams afholder obligatoriske ”corona-kurser”, hvor man dagligt øver hilsner, budskaber og adfærdsrutiner.

Der, hvor det giver mening, kan det være en god ide at opmuntre borgerne til at holde fast i de virtuelle venskaber/omsorgsrelationer også under en genåbning. Der bør være et særligt hensyn til mennesker med socialkognitive vanskeligheder – fx med autisme, meget tidlige udviklingstrin og/eller tilknytningsforstyrrelser. Det skyldes, at de har vanskeligheder med at aflæse social adfærd ’i flugten’, og vil ikke kunne bruge de huskeregler, som de har lært sig, eftersom folk omkring dem opfører sig anderledes. Her må man – afhængigt af funktionsevnen – bruge eksempelvis sociale historier eller ledsagende social tolkning til at hjælpe forståelsen på plads.

Når vi – og det gælder både personale og brugere - kommer tilbage til et genåbnet aktivitetstilbud, kender vi afstandsprincipperne til hudløshed. Men når man ser sin kontaktperson og de andre borgere igen, er det ikke sikkert, at kroppen kan huske afstandsprincipperne, så man pr. refleks responderer på et tilløb til kram med et andet tilløb til kram. Og det skal man jo ikke.

Det vil være en god idé at have en målgrupperettet manual for, hvilke alternativer – selvkram, kramme-opsparing, remse eller fingertegn -  man bruger lokalt for at vise påskønnelse og anerkendelse på afstand.

Brug gerne alle de motivationsformer, man kan tænke på, fx noget, der:

  • er sjovt at gøre og ser sjovt ud
  • lyder sjovt og er sjovt at sige
  • har et konkurrenceelement.

Vær også opmærksom på, at proprioceptiv stimulation – kugle-/kædevest, løfte/bære, fysiske opgaver, workout osv. -  er den type stimulation, som er den mindst ringe stedfortræder for knus og kram. Og hvis det er opgaver, som fx personale og borger løser sammen, kan det også have en social betydning.

Tilpasning af stimulation og aktivitetsniveau
Tilpasset stimulation og tilpassede gøremål er det vores biologiske årvågenhed lever af. Det kan være konkret fysiologisk stimulation af sanserne, men i høj grad også den stimulation, som opstår i forbindelse med, at situationer skifter og nye håndterlige udfordringer byder sig til. For mange voksne med udviklingshæmning vil en hverdag med et miljøskifte til et aktivitetstilbud, værksted eller uddannelsessted have dette potentiale. For ikke at tale om den kropslige stimulation, der ligger i et kram, i at flyde med nogen i en sofa, i at sidde tæt i en bus og køre afsted. Men for en ikke helt ubetydelig gruppe af særligt følsomme mennesker er det daglige skift til aktivitetshuset, presset om morgenen for at nå det hele og opgaverne på aktivitetshuset faktisk lidt i overkanten af, hvad der er rart og tilpasset.

En gradvis genåbning af aktivitetshuse vil påvirke brugerne meget forskelligt, alt afhængigt af deres sensoriske præferencer. Borgere, som sansemæssigt har brug for at blive løftet af deres omgivelser, vil være sultne efter at komme i gang – og nogle af dem vil have svært ved at acceptere, at det er en gradvis opstart og vil måske synes, at de først lige er kommet i gang, når de skal hjem. Borgere, som reagerer kraftigt på stimulation i deres omgivelser vil omvendt være mættet meget hurtigt, fordi de gennem de to måneder er vænnet til en roligere dagsrytme med mindre variation, hvilket måske har passet dem rigtig godt.

Det er altid vigtigt at tilpasse det specialpædagogiske tilbud til borgerens sensoriske præferencer, men det kan i særlig grad være vigtigt at tage disse forskelle i ed, når man åbner. Også i forhold til, hvilke grupper eller teams, som er sammen i den gradvise genåbning. Der er en god sundhedsmæssig fornuft i, at man så vidt muligt laver grupper på baggrund af dem, der i forvejen bor sammen, eftersom man på denne måde kan begrænse smitterisikoen. Men selv om man bor sammen, har man ikke nødvendigvis de samme sensoriske præferencer – og derfor må man som personale både have sanseforstærkende og sansedæmpende strategier med sig.

Vejledningen er udarbejdet af Sødisbakke, som er VISO-leverandør. Har du spørgsmål, kan du kontakte Socialstyrelsens hotline på 72 42 40 00. 

Læs eventuelt også Sødisbakkes udgivelse om Coronastrategier i specialpædagogisk arbejde

Sidst opdateret 29/05 2020