Gå til indhold
Forside > Tværgående områder > Corona > Specifikke målgrupper > Særligt udsatte børn > Håndtering af Sundhedsstyrelsens retningslinjer

Håndtering af Sundhedsstyrelsens retningslinjer

Læs, hvordan du som fagprofessionel kan forholde dig til retningslinjerne ud fra et socialfagligt og pædagogisk hensyn, når det drejer sig om særligt udsatte børn og unge.

Mange udsatte børn bliver urolige og ængstelige, når hverdagen er uforudsigelig. I en tid, hvor hverdagen er nødt til at være anderledes, er det af stor betydning, at der etableres symbolske markeringer og nye rutiner. Det kan være en særlig rutine for, hvordan man siger goddag og velkommen, og hvordan man siger farvel, og en særlig rutine for, hvordan man spiser frokost, hvad man gør før en tur i det fri etc.

Rutinerne skal være svarende til barnets alder og udviklingstrin – eksempelvis en sang, en måde at sidde eller stå på etc.

Funktionen af rutiner og symbolske ritualer er, at den nye hverdag får genkendelige og tilbagevendende elementer, hvilket skaber tryghed og forudsigelighed for børnene.

Derudover er det en god ide at lave rutiner med fælles håndvask og brug af håndsprit i de mindre grupperinger, børnene er samlet i, samt selvfølgelig sørge for ekstra rengøring.

Fysisk kontakt og udfoldelse

For børn er det naturligt og nødvendigt at være i fysisk kontakt med deres omverden. Særligt mindre børn i førskolealderen vil derfor ikke kunne forventes at overholde de optimale fysiske afstande – hverken i kontakt med kammerater eller voksne, og det kan være svært at håndhæve retningslinjerne alene ved at sætte regler op for at mindske smitterisikoen.

I stedet kan man prøve at nudge/motivere børnene til at holde afstand ved at skabe rammer, hvor børnenes naturlige leg foregår med større afstand, fx udendørs. Man bør derfor i videst muligt omfang bruge tomme sportshaller, legepladser og andre tilgængelige udendørsområder.

At kunne udfolde sig fysisk og have plads og luft omkring sig reducerer desuden lydpåvirkning og barnets stressniveau og har derfor positiv betydning for både leg og læring.

Fysisk kontakt med voksne er stadig væsentligt – særligt for mindre børn. Hensynet til dette naturlige udviklingsbehov må afbalanceres med sundhedsrisiciene.

Teksten er udarbejdet af Poppelgården, der er VISO-leverandør. Har du spørgsmål, kan du kontakte Socialstyrelsens hotline på 72 42 40 00.

Sidst opdateret 28/05 2020