Forside > Tværgående områder > Genåbning > Idebank > Udsatte voksne > E-fodbold og Møde med en bold

E-fodbold og Møde med en bold

I corona-perioden har OMBOLD løbende tilpasset fodboldaktiviteter, så der skabes fællesskab samtidig med at alle gældende retningslinjer overholdes. Det har bl.a. resulteret i en ugentlig e-fodbold-turnering og fysiske møder med en bold, hvor fysisk afstand reduceres.

Målgruppe: Udsatte voksne, eksempelvis voksne ramt af hjemløshed, misbrug o.lign. 

Leverandør af indsatsen: OMBOLD i samarbejde med kommunerne Aarhus, København, Odense, Næstved, Vordingborg, Høje-Taastrup, Esbjerg, Svendborg m.fl.


Beskrivelse af indsatsen

OMBOLD varetager og understøtter en række af fodboldaktiviteter i Danmark under COVID-19-perioden. Retningslinjerne for dels fodbold og dels det sociale område opdateres løbende – og hvad der er muligt i én kommune er måske ikke muligt i en anden kommune. Derfor har OMBOLD udviklet og udarbejdet forskellige fodboldkoncepter (virtuelle som fysiske), der kan anvendes – alt efter de lokale/kommunale forhold og retningslinjer.

OMBOLDs erfaring er overordnet at selv alternative fodboldaktiviteter gør en forskel for mange udsatte, og vi har i de seneste måneder fået værdifuld information om motivering og engagering af målgruppen i denne periode. Nedenfor beskrives vores virtuelle og fysiske koncepter og deres tilpasningsmuligheder.

E-OMBOLD (e-fodbold turnering over FIFA)

I april måned indgik OMBOLD og DBU-København et e-fodbold partnerskab med formålet at inkludere udsatte i hele Danmark i virtuelle fællesskaber om PlayStation fodboldspillet FIFA. En gang ugentligt afvikler OMBOLD og DBU København en virtuel turnering, hvor de individuelle deltagere møder hinanden i en turnering og samtidig taler sammen eller chatter over et særligt udviklet program til dette (i fagtermer kaldet en discord).

E-fodbolden er en metode til at opdyrke et virtuelt fællesskab, som betyder, at man ikke føler sig helt så ensom og alene. Det er dog ikke et tilbud, der passer til alle vores spillere og er ikke en erstatning for det fysiske fællesskab, men skal ses som et supplement og en ekstra aktivitet i tilbudsviften.

Der har været et stabilt og støt stigende fremmøde til turneringerne og OMBOLD er nu i gang med at etablere en virtuel liga for herberger, bosteder m.m., hvor man kan deltage som et hold og spille mod andre hold. På denne måde skabes et stærkt fællesskab på den enkelte institution.

OMBOLD har allerede nu set positive resultater af FIFA-turneringerne: spillere der ikke normalt ”shiner” på fodboldbanen gør det nu pludselig i det virtuelle, og flere af deltagerne har af sig selv tilmeldt sig ”e-træner-kurser”, som DBU-København afholder for alle.

Flere af de erfarne FIFA-spillere fra målgruppen skal derudover være med at sætte nye spillere ind i FIFA og også hjælpe med at sætte FIFA op på institutioner i forbindelse med den kommende landsdækkende liga. OMBOLD ser derudover et stort potentiale i at bruge e-fodbolden til at rekruttere spillere til almindelig fodbold og omvendt.

Møder med en bold – med eller uden fysisk kontakt

De steder, hvor det er tilladt, afvikles ”almindelig” fodboldtræning, hvor de nationale retningslinjer for fodbold følges. Det betyder, at der fortsat skal være afstand udenfor banen, fokus på hygiejne og afspritning, maksimalt 50 (tidligere 10) personer til stede samt fokus på, at man ikke kommer, hvis man har symptomer. I forbindelse med træningerne må der gerne spilles kamp.

På det sociale område er der dog fortsat store restriktioner i forhold til aktiviteter og ikke mindst fysisk kontakt, da målgruppen af hjemløse og udsatte er særligt udsatte i tilfælde af smitte. Det betyder, at mange af vores samarbejdspartnere, som fx herberger og bosteder ikke kan deltage i eller understøtte OMBOLDs træninger og aktiviteter, og/eller at vores kommunalt ansatte trænere ikke må afvikle fodboldtræning med fysisk kontakt.

Derfor er ”Møde med en bold” stadig aktuel. Til denne fodboldtræning samles spillerne til fællesskabet om en bold – uden fysisk kontakt.

Møde med en bold kan afholdes i parker eller lignende og er ikke afhængig af en fodboldbane. Med dette koncept er det fuldt ud muligt at overholde anbefalinger om eksempelvis mindst to meters afstand mellem spillere. Legene/øvelserne vælges på dagen på baggrund af motivationen og tekniske kundskaber blandt de spillere, der er mødt op (fx gris, firkant, fodboldgolf, 500 m.m.).

OMBOLD startede dette koncept i op i København i april måned efter forudgående dialog med sundhedsmyndighederne, og det blev hurtigt populært blandt målgruppen, der ”hungrede” efter at mødes. Efterfølgende blev det bredt ud til OMBOLDs åbne træninger rundt om i landet, og i de kommuner, der fortsat har et maks på 10 personer og fysisk kontakt er tilladt, er det stadig denne form for træning, der afholdes.

Til ”Møde med en bold” har OMBOLD også udviklet et koncept for fodboldkamp, hvor spillerne spiller til to mål men ikke har fysisk kontakt. Banen bliver inddelt i felter, hvor det kun er tilladt for en spiller at befinde sig ad gangen. Inddelingen kan foretages med kegler eller markeringsspray, der kan afvaskes.

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Sidst opdateret 30/06 2020