Gå til indhold
Forside > Tværgående områder > Corona > Idebank > Handicap > SUMH Aktiv Online

SUMH Aktiv Online

Et online socialt fællesskab organiseret af SUMH, Sammenslutningen af Unge Med Handicap. Formålet er at bekæmpe ensomhed og isolation blandt unge.

Målgruppe: Målgruppen er unge med handicap og/eller særlige behov, der til dagligt - eller særligt under COVID-19 krisen - har behov for et socialt eller fagligt fællesskab med ligesindede.

Leverandør af indsatsen: Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH)


Beskrivelse af indsatsen

SUMH Aktiv er et årelagt SUMH initiativ, der i takt med nedlukningen af Danmark rykkede online, og således blev til SUMH Aktiv Online. SUMH Aktiv Online, er et online socialt fællesskab for og af unge med handicap og særlige behov.

Deltagerne bestemmer

Centralt for SUMH Aktiv Online er, at det er de unge selv, der bestemmer, i hvilken retning aktiviteterne skal pege. Indtil nu har vi både afholdt Banko, Torsdags-café, Temaaften om musik og tilgængelighed, vores egen version af Mads og Monopolet og meget mere.

Der er én ansat på sekretariatet, der står for den overordnede koordinering og sparring med de frivillige/brugerne. Herudover er det de unge selv, der er ’værter’ ved hver aktivitet og bestemmer, hvilke aktiviteter der skal afholdes.

Organiseringen

Fællesskabet er organiseret via en Facebook-gruppe, hvor vi deler invitationer til online-aktiviteter og planlægningsmøder til kommende aktiviteter. Alle aktiviteter i SUMH Aktiv Online foregår via Zoom.

For at skabe kontinuitet i aktiviteterne og give de unge noget at se frem til har vi siden begyndelsen af nedlukningen afholdt aktiviteter én gang om ugen og på samme tidspunkt hver uge. Dette har gjort, at den ugentlige aktivitet hurtigt er blevet en fast del af de unges planlægning.

SUMH Aktiv Online aktiviteter planlægges ved begyndelsen af hver måned. Her inviterer vi alle interesserede til et planlægningsmøde over Zoom.

Planlægning og formidling

Til planlægningsmødet snakker vi om, hvordan den forgangne måneds aktiviteter er gået, og hvilke aktiviteter de unge ønsker at prioritere de kommende 4 uger. Programmet bliver fastlagt og sendt ud i Facebookgruppen, så alle ved, hvornår der sker hvad.

I starten af hver uge inviteres der til den konkrete aktivitet via en Facebook-begivenhed. Denne deles på alle SUMHs online-kanaler, ligesom alle opfordres til at invitere venner og veninder.

Slutteligt deles Zoom-invitations-linket på dagen for aktiviteten på vores Facebookgruppe ”SUMH Aktiv Online”.

God tilslutning

Vores erfaringer indtil nu har været positive, og vi har oplevet en god tilslutning til aktiviteterne, ligesom vi oplever positiv respons på det output, de unge oplever at få fra aktiviteterne.

Særlige opmærksomhedspunkter bør inkludere, at det tekniske aspekt kan opleves som en barriere for nogle deltagere, og der bør derfor være opmærksomhed på at hjælpe alle ind i Zoom-rummene, når aktiviteterne starter.

Kontakt

Esben Gejl, Sammenslutningen af Unge Med Handicap, esben@sumh.dk, 92 15 05 14.

Hvis du vil vide mere

Facebookgruppen ”SUMH Aktiv Online”

 

Sidst opdateret 18/08 2020