Gå til indhold
Forside > Tværgående områder > Corona > Generelle retningslinjer > Retningslinjer for socialområdet

Retningslinjer for socialområdet

Socialstyrelsen har udarbejdet generelle retningslinjer for håndtering af COVID-19 på socialområdet. Retningslinjerne er senest opdateret 30. oktober 2020.

Flere aktiviteter på socialområdet har været sat helt eller delvist i bero pga. situationen med COVID-19, men er genoptaget som led i den generelle genåbning af samfundet.

Det er fortsat vigtigt, at der er opmærksomhed på at forebygge smitte på sociale tilbud og i sagsbehandlingen. Social- og Indenrigsministeriet har derfor udsendt retningslinjer, der skal understøtte fagprofessionelle i arbejdet med sårbare og udsatte borgere under coronapandemien.

Retningslinjerne er udarbejdet af Socialstyrelsen og er senest opdateret 30. oktober 2020, hvor den 7. udgave er offentliggjort.

Hvad er nyt i 7. udgave?

Retningslinjerne er især ændret som følge af bekendtgørelse om krav om mundbind i sundheds- og ældresektoren samt på visse dele af socialområdet pr. 28. oktober 2020.

Som følge af de nye regler skal ledelsen på sociale tilbud løbende vurdere, om der er beboere eller brugere på tilbuddet, som er i risikogruppen, og som derfor kan være i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb med COVID-19. Er dette tilfældet, skal medarbejdere og besøgende bruge mundbind eller visir på tilbuddet. Kravet om mundbind gælder indendørs i alle lokaler med adgang for offentligheden, men ikke på beboerens eget værelse eller bolig.

Ud over opdateringerne om brug af værnemidler er der foretaget ændringer på baggrund af det skærpede forsamlingsforbud pr. 26 oktober 2020 og en række mindre opdateringer.

Hent den 7. opdaterede udgave af retningslinjerne

Sidst opdateret 30/10 2020