Kærlighed i Kaos

Kærlighed i Kaos (KiK) er et forældretræningsprogram målrettet forældre til børn med ADHD eller ADHD-lignende vanskeligheder.

ADHD-foreningen står bag det gruppebaserede forældretræningsprogram til forældre med børn i alderen 3-9 år, der har ADHD eller ADHD-lignende vanskeligheder.

Mål og målgruppe

Kærlighed i Kaos er målrettet forældre med børn i alderen 3-9 år, der har ADHD eller ADHD-lignende vanskeligheder.

Hensigten med programmet er at styrke og udvikle forældrenes kompetencer i forhold til de særlige udfordringer, der kan være, når et barn har ADHD eller ADHD-lignende vanskeligheder. Det skal øge hele familiens trivsel og give barnet bedre mulighed for en positiv udvikling.

Programmets opbygning

Programmet fungerer som et gruppebaseret kursusforløb, hvor forældre mødes en gang om ugen i 12 uger under ledelse af to frivillige forældretrænere med professionel baggrund inden for det pædagogiske, sociale eller sundhedsfagslige felt.

Med fokus på viden om ADHD-symptomer, positiv kommunikation og håndtering af konflikter skal undervisningen understøtte forældrenes forståelse af, hvordan ADHD påvirker barnets adfærd og give dem de nødvendige redskaber til at håndtere adfærden på en hensigtsmæssig måde.

Resultater

SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd - udførte en effektmåling af Kærlighed i Kaos i perioden 2013-2015.  Resultaterne af målingen viser, at Kærlighed i Kaos medvirker til en markant, positiv forskel for familierne og børnene. Forældrene oplever den positive forskel ved blandt andet mere overskud i hverdagen, færre bekymringer og større tro på egne evner som forældre.  

Sidst opdateret 16/02 2017