Forside > Puljer > Ansøgningsprocessen

Ansøgningsprocessen

Alle ansøgere til Social- og Indenrigsministeriets ansøgningspuljer skal søge via Tilskudsportalen. Socialstyrelsen har samlet nogle gode råd om ansøgningsprocessen.

Der kan være en del spørgsmål forbundet med en ansøgningsproces og for at hjælpe dig godt på vej, har Socialstyrelsen her samlet en række råd og oplysninger.

Du kan både finde råd om processen før ansøgningen, til selve ansøgningen og i forbindelse med afgørelsen på din ansøgning.

Fold alle teksterne ud eller ind

Før du går i gang med ansøgningen

Som potentiel ansøger kan du allerede i finansloven og satspuljeaftalen læse beskrivelser af formål, målgruppe og ansøgerkreds for alle de ansøgningspuljer, som udmøntes i det kommende år. Du kan dermed tidligt få et overblik over, hvilke ansøgningspuljer, der er relevante for netop din organisation.

I starten af det nye finansår kan du begynde at orientere dig i puljekalenderen på Tilskudsportalen. Puljekalenderen viser, hvornår ansøgningspuljerne udmeldes og udmøntes i løbet af året på kvartalsbasis. Der oploades også en kalender med den kommende måneds udmeldinger og udmøntninger.

Find og læs puljekalenderen på Tilskudsportalen

Du kan også holde dig a jour via Høringsportalen, hvor alle bekendtgørelser til ansøgningspuljer sendes i høring, inden de udmeldes.

Læs mere om høringer

Endelig kan du via Socialstyrelsen.dk og nyhedsbrevet holde dig orienteret om, præcis hvornår en pulje er udmeldt, og ansøgninger kan indsendes.

Tilmelding til Socialstyrelsens nyhedsbrev

5 gode råd til før du går i gang med ansøgningen

  1. Læs satspuljeaftalerne og finansloven for at se, om der kan være ansøgningspuljer af relevans for netop din organisation.
  2. Hold dig orienteret i puljekalenderen på Tilskudsportalen, så du ved, hvornår årets ansøgningspuljer forventes udmeldt.
  3. Læs udkast til bekendtgørelse på Høringsportalen – det betyder, at en ansøgningspulje snart er på vej.
  4. Tilmeld dig Socialstyrelsens nyhedsbrev, så du bliver orienteret så snart, en ansøgningspulje udmeldes.
  5. Planlæg hvem i organisationen, som skal stå for ansøgningen, og hvornår der sættes tid af til det.

Selve ansøgningen

Når en ansøgningspulje er udmeldt, kan der indsendes ansøgninger.

Det er vigtigt, at du starter med at skrive ansøgningen i god tid. Den gode ansøgning kræver grundig læsning af vejledning og bekendtgørelse samt gennemtænkning af dit projektets indhold og aktiviteter. Desuden kan det tage tid at indsamle den dokumentation, der efterspørges i forbindelse med den pågældende pulje samt at involvere dem i organisationen, som kan hjælpe i udarbejdelsen af ansøgningen.

5 gode råd til selve ansøgningen

  1. Læs bekendtgørelse og vejledning grundigt. Vær særligt opmærksom på, at dit projekt kan leve op til alle kravene, inden du går i gang med at ansøge.
  2. Sæt tid af til at skrive ansøgningen. Opsøg evt. sparring fra andre, som søger samme pulje eller har fået tilskud fra ansøgningspuljen tidligere.
  3. Kontakt Socialstyrelsens Tilskudsforvaltning, hvis du har spørgsmål til kravene til puljen eller til ansøgningsprocessen.
  4. Anmod om NemID medarbejdersignatur, hvis du ikke allerede har en – det kan tage op til fire uger at modtage signaturen. Du skal bruge den i forbindelse med indsendelse af ansøgningen.
  5. Indsend ansøgningen i god tid inden ansøgningsfristen. Det tager tid at uploade ansøgning og budget via Tilskudsportalen.

Hvis du har fået tilskud

Når Socialstyrelsen har sagsbehandlet alle ansøgningerne og truffet en afgørelse, modtager alle ansøgere enten et tilskudsbrev, et reservationsbrev eller et afslagsbrev. De to første typer breve betyder, at dit projekt har modtaget tilskud, og at der skal indsendes nogle dokumenter for at få udbetalt tilskuddet.

5 gode råd til når du har fået tilskud

  1. Læs tilskudsbrevet grundigt.
  2. Indsend udbetalingsplanket og de dokumenter, som der bedes om i tilskudsbrevet for at få udbetalt tilskuddet. 
  3. Kontakt Socialstyrelsens Tilskudsforvaltning, hvis du har spørgsmål til udbetaling af tilskuddet. 
  4. Kontakt Socialstyrelsens Tilskudsforvaltning, hvis der opstår ændringer undervejs i projektet, fx ændring af tilskudsansvarlig eller projekt- eller budgetændringer.
  5. Sørg for at indsende rapport og regnskab, når projektet er slut inden for de frister, der står i tilskudsbrevet.

Hvis du har fået afslag

Hvis der er mange ansøgere til en ansøgningspulje, eller ansøgninger ikke lever op til kriterierne for puljen, er der også ansøgere, som får afslag på ansøgningen. Hvis du er i den situation, er der flere ting, du kan gøre.

5 gode råd, hvis du har fået afslag på din ansøgning:

  1. Læs afslagsbrevet grundigt. Det vil fremgå, hvorfor din ansøgning har fået afslag.
  2. Kontakt Socialstyrelsens Tilskudsforvaltning, hvis du stadig er i tvivl om, hvorfor dit projekt har fået afslag.
  3. Lær af processen. Der er meget læring at hente fra en ansøgningsproces og kombineret med afslagsbegrundelsen i afslagsbrevet, vil du allerede være bedre rustet til næste gang, du skal ansøge en pulje.
  4. Del erfaringer om ansøgningsprocessen internt i din organisation. Vidensdeling og erfaringsudveksling kan være gavnligt, så I er bedre rustet næste gang, I skal søge en pulje. 
  5. Opsøg sparring og inspiration fra organisationer, som har fået tilskud. Lær af hinanden og få gode råd fra dem, som er lykkes med deres ansøgning.
Sidst opdateret 14/08 2019