Gå til indhold
Forside > Projekter og initiativer > Voksne > Flere med i lokale fællesskaber

Flere med i lokale fællesskaber

Ansøgningspuljen støtter samarbejder, der kan koble den kommunale og den frivillige indsats for at få flere med i frivillige fællesskaber som frivillige.

Projektperiode:

2018 - 2021

Målgruppe:

Socialt udsatte børn og voksne, borgere med handicap, som er uden for arbejdsfællesskabet, og ældre.

Baggrund for projektet:

Ansøgningspuljen Flere med i lokale fællesskaber er en del af den tidligere regerings samlede ”Strategi for et stærkere civilsamfund” fra 2017. Strategien skal blandt andet bidrage til, at frivilligheden understøttes i alle egne af landet, og at flere aktører på tværs af forskellige sektorer samarbejder om at løse samfundets udfordringer med udgangspunkt i blandt andet Frivilligchartret og taskforcens anbefalinger. Af Frivillighedsundersøgelsen 2017 fremgår det, at 30 pct. af borgere uden for arbejdsmarkedet er frivillige, hvor den tilsvarende andel for den øvrige befolkning er 42 pct. Undersøgelsen viser derudover, at 41 pct. af borgerne uden for arbejdsmarkedet gerne ville være frivillige, hvis de blev opfordret til det. Det afspejler et stort potentiale både for samfundet og borgere, der kan have gavn af at blive en del af frivillige fællesskaber ved at bidrage som aktive medborgere med de ressourcer, de har.

Formål:

Ansøgningspuljens formål er at støtte projekter, som har fokus på at realisere og forankre konkrete og innovative idéer til løsning af lokale, sociale problemer. Projekterne kan fx have fokus på at udvikle og afprøve modeller til forskellige målgrupper, der kan koble den kommunale og den frivillige indsats for at få flere med i frivillige fællesskaber. Ansøgningspuljen skal understøtte, at flere aktører på tværs af civilsamfundet, kommuner og frivilligcentre samarbejder om at løse sociale udfordringer og bidrager til en bedre velfærd, herunder at færre er ensomme og står uden for fælleskaber i lokalsamfundene. Antagelsen bag ansøgningspuljen er, at deltagelse i frivillige fællesskaber kan mindske ensomhed, skabe øget velfærd og livskvalitet, samt at de frivillige fællesskaber kan bygge bro mellem forskellige grupper i samfundet og bidrage til at styrke den frivillige sektor.

Dokumentation og evaluering:

Der foretages ikke en evaluering af projektet. Socialstyrelsen foretager en vidensindsamling på baggrund af projekterne, der skal omsættes til praksisnær viden, som kan bruges i andre lokale kontekster.

Samarbejdsparter:

Den frivillige organisation er projektejer i et samarbejde med en kommune og/eller et frivilligcenter.

Finansiering:

Satspuljeaftalen for 2018. Ansøgningspuljen udmøntes ad to omgange. Der er afsat 5,2 mio. kr. til en ansøgningspulje i 2018, der udmøntes i 2018. Desuden er der afsat 5,0 mio. kr. i 2020 og 24,8 mio. kr. i 2021 til én ansøgningspulje. Ansøgningspuljen udmøntes på én gang i 2020 med i alt 29,8 mio. kr. Der er desuden afsat 2,2 mio. kr. til at sikre erfaringsudveksling, vidensindsamling og understøttelse af projekterne. Opgaven varetages af Socialstyrelsen.

Kontakt:

Ida Emilie Stigaard Bruhn
+45 41 74 00 04
Center for Udsatte Voksne
Sidst opdateret 24/02 2020