Forside > Projekter og initiativer > Unge > Mere kvalitet i plejefamilier – Kommunale netværk på plejefamilieområdet 2018-2021

Mere kvalitet i plejefamilier – Kommunale netværk på plejefamilieområdet 2018-2021

Socialstyrelsen igangsatte i 2015 et kommunalt netværk på familieplejeområdet. Med satspuljeaftalen 2018-2021 blev projektperioden for det kommunale netværk forlænget til og med 2021. Formålet med netværket er at fungere som implementeringskanal for både lovgivningsinitiativer og aktuelt bedste viden på plejefamilieområdet. Herudover skal netværket være et forum for kommunal videndeling og erfaringsudveksling.

Projektperiode:

2018 - 2021

Målgruppe:

Den primære målgruppe for det kommunale netværk er ledere med fagligt ansvar for familieplejeområdet, familieplejekonsulenter, myndighedssagsbehandlere eller udviklingskonsulenter med ansvar for plejefamilieanbringelser og leverandørsamarbejdet på familieplejeområdet. Målgruppen omfatter derudover også deltagere fra myndighedsområdet såsom mellemledere med fagligt ansvar for myndighedssagsbehandlere og anbringelsesområdet i øvrigt eller myndighedssagsbehandlere, der arbejder med området.

Baggrund for projektet:

I 2018 indgik satspuljepartierne en aftale om et større initiativ ”Mere kvalitet i plejefamilier – en bedre opvækst for det anbragte barn”, der skal sikre et løft af plejefamilieområdet. Med initiativet valgte man at afsætte midler til at fortsætte det kommunale netværk på familieplejeområdet frem til 2021. Socialstyrelsens kommunale netværk på familieplejeområdet har med stor opbakning fra kommunerne eksisteret siden 2015. Det har i sin første projektperiode 2015-2018 haft deltagere fra 86 af landets 98 kommuner. Der blev i april 2019 udsendt invitationer til alle kommuner om at deltage i netværket i perioden fra 2019-2021. Første møderunde i netværket afvikledes i tredje kvartal af 2019.

Formål:

Netværket skal fungere parallelt med Socialstyrelsens Ledernetværk på området for udsatte børn og unge. Målet med netværket er at kvalificere og understøtte de deltagende kommuner til at udvikle, implementere og udbrede organisationsformer, faglig udvikling, lovgivning og god praksis på plejefamilieområdet. Det kommunale netværk på plejefamilieområdet skal fungere som implementeringskanal for både lovgivningsinitiativer og aktuelt bedste viden på plejefamilieområdet. Herudover skal netværket være et forum for kommunal videndeling og erfaringsudveksling.

Dokumentation og evaluering:

Netværket evalueres løbende af leverandør i perioden medio 2019- 2021 således, at det udvikles og tilpasses. Denne opfølgning på netværket har fokus på at belyse indfrielsen af de overordnede målsætninger for projektet. Leverandør skal således løbende evaluere deltagernes udbytte af møderne og omsætte denne viden, med inddragelse af Socialstyrelsen, så netværksmøderne tilpasses i form og indhold og opretholder sin aktualitet og relevans for de deltagende kommuner. Herudover vil leverandør udarbejdelse en mindre midtvejsstatus og en mindre slutevaluering. Endelig vil der i regi af det samlede satspuljeinitiativ blive fulgt op på implementeringen af initiativet: ”Mere kvalitet i plejefamilier – en bedre opvækst for det anbragte barn”, to år efter lovændringernes ikrafttræden gennem en evaluering. Der vil blive udvalgt indikatorer for kommunernes implementering, som vil indgå i evalueringen.

Samarbejdsparter:

På vegne af Socialstyrelsen vil Deloitte Consulting varetage driften af netværket i 2019-2021.

Finansiering:

Initiativet er en del af det samlede satspuljeinitiativ ”Mere kvalitet i plejefamilier – en bedre opvækst for det anbragte barn”. Der er i årene 2018-2021 afsat i alt 73,7 mio. kr., som fordeles på ni forskellige initiativer, der er nærmere beskrevet i Aftale om udmøntning af satspulje 2018-2021.

Kontakt:

Maria Pârja
+45 91 37 02 70
Center for Børn, Unge og Familier
Sidst opdateret 29/08 2019