Forside > Projekter og initiativer > Handicap > Styrket indsats i kvaliteten i socialpsykiatrien

Styrket kvalitet i socialpsykiatrien

I perioden 2019-22 iværksættes en række initiativer under overskriften ’En styrket indsats i kvaliteten i socialpsykiatrien’, der tilbyder landets kommuner og tilbud et samlet videns- og kvalitetsløft og dermed bedre indsatser til mennesker med psykiske vanskeligheder.

Projektperiode:

2019 - 2022

Målgruppe:

Initiativerne er målrettet ledere, som er ansvarlige for udviklingen af kvaliteten i de socialpsykiatriske tilbud, samt medarbejdere, der leverer indsatser til mennesker med psykiske vanskeligheder. Initiativerne henvender sig også til den politiske og administrative ledelse samt til sagsbehandlere i kommunerne.

Baggrund for projektet:

I 2016 modtog omkring 31.000 voksne borgere med psykiske vanskeligheder indsatser efter serviceloven. Antallet af borgere, der modtager hjælp i socialpsykiatrien, er ifølge KL steget med 17 pct. fra 2014 til 2017. Borgere med psykiske vanskeligheder omfatter både borgere med lettere vanskeligheder samt borgere med komplekse behov, der udskrives fra behandlingspsykiatrien. Heldigvis er der ofte gode udviklingsmuligheder, hvis borgerne får støtte og hjælp af høj kvalitet på det rette tidspunkt. Der er derfor et betydeligt udviklingspotentiale i socialpsykiatrien. En lang række kommuner er allerede godt i gang med at udvikle og omlægge indsatsen for borgere med psykiske vanskeligheder mod en mere recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang. Denne udvikling stiller store krav til både ledere og medarbejdere i kommunerne og på de socialpsykiatriske tilbud, og fordrer derfor et bredt kvalitets- og kompetenceløft.

Formål:

Formålet med ’En styrket indsats i kvaliteten i socialpsykiatrien’ er at understøtte et bredt kvalitets- og kompetenceløft af socialpsykiatrien gennem to spor: 1) En strategisk udvikling og omlægning samt styrkelse af viden og kompetencer 2) Kvalitet og udvikling på de største ydelsesområder. De to spor skal ses i tæt sammenhæng. En recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang vil være gennemgående for alle initiativer. Udgangspunktet er - med baggrund i den viden, vi allerede i dag står på - at skabe en fælles kvalitetsforståelse på tværs af socialpsykiatrien, der har fokus på sundhed, forebyggelse, helhed og sammenhæng, borgerens progression og udvikling samt på borgerens nærmiljø i form af familie og netværk, fritid, uddannelse og beskæftigelse.

Dokumentation og evaluering:

Der vil i forbindelse med delinitiativet om 'Partnerskab om strategisk udvikling og omlægning af socialpsykiatrien' blive udviklet et samlet koncept for den løbende monitorering af udviklingen i kommunernes socialpsykiatri.

Samarbejdsparter:

Kommuner, interessenter, forskere og eksterne leverandører.

Finansiering:

Det samlede initiativ ’En styrket indsats i kvaliteten i socialpsykiatrien’ er finansieret af satspuljen 2019-22: Handlingsplan for styrket indsats i socialpsykiatrien. Der er afsat i alt 100 mio. kr. fordelt over de fire år, hvorefter initiativet årligt finansieres med 12 mio. kr.

Kontakt:

Pauline Lunding
41 74 00 13
Center for Handicap og Psykisk Sårbarhed
Sidst opdateret 10/09 2019