Delinitiativerne om en styrket kvalitet i socialpsykiatrien

Et nyt initiativ skal understøtte socialpsykiatrien via et bredt kvalitets- og kompetenceløft. Det skal ske gennem to spor, der tilsammen rummer seks delinitiativer.

Formålet med ’En styrket indsats i kvaliteten i socialpsykiatrien’ er at understøtte et bredt kvalitets- og kompetenceløft af socialpsykiatrien gennem to spor:

  1. En strategisk udvikling og omlægning samt styrkelse af viden og kompetencer:

    - Partnerskab om strategisk udvikling og omlægning af indsatsen i socialpsykiatrien
    - Videns- og kompetenceløft af ledere og medarbejdere i socialpsykiatrien
    - Udbredelse og forankring af viden om virksomme metoder og
    indsatser

  2. Kvalitet og udvikling på de største ydelsesområder:

    - Faglige pejlemærker for kvalitet i den socialpædagogiske bistand
    - Indsatskatalog om god kvalitet på botilbud
    - Guidelines til god faglig ledelse i tilbuddene samt ledernetværk

De to spor skal ses i tæt sammenhæng. En recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang vil være gennemgående for alle initiativer.

Udgangspunktet er - med baggrund i den viden, vi allerede i dag står på - at skabe en fælles kvalitetsforståelse på tværs af socialpsykiatrien med fokus på forebyggelse, sundhed, helhed og sammenhæng, borgerens progression og udvikling samtborgerens nærmiljø i form af familie og netværk, fritid, uddannelse og beskæftigelse.

De enkelte delinitiativer

Fold alle teksterne ud eller ind

Partnerskab om strategisk udvikling og omlægning af socialpsykiatrien

Formålet med initiativet er at bidrage til den strategiske udvikling og omlægning, der allerede er i gang i en række kommuner på voksenområdet, inspireret af blandt andet Sverigesmodellen på børneområdet.

Initiativet kaster lys på udviklingen og indsamler relevant forskning, viden og erfaringer fra de kommuner, der er langt i udviklingen og omlægningen. Initiativet gennemføres ved, at der indgås partnerskab med to til fire kommuner, som udvikler og afprøver en sammenhængende model for udviklingen og omstillingen af den kommunale socialpsykiatri.

Modellen kvalificeres i samarbejde med et større antal interesserede kommuner, så det samlede partnerskabsinitiativ vil kunne omfatte op til 1/3 af landets kommuner, idet en del kommuner vil have mulighed for at blive referencekommune.

Læs mere om ansøgningspuljen på Tilskudsportalen

Kompetenceudvikling

Der iværksættes en omfattende kompetenceudviklingsindsats til landets kommuner og tilbud.

Formålet er at give hele socialpsykiatrien et væsentligt videns- og kompetenceløft indenfor centrale temaer som rehabilitering og recovery, inddragelse og medbestemmelse, helhed og sammenhæng, pårørende, misbrug, peers, fritid, sundhed, civilsamfund, uddannelse og beskæftigelse samt arbejdet med dokumentation af progression og udvikling for borgerne.

Kurserne udbydes fra medio 2020.

Udbredelse og forankring af viden om virksomme indsatser – Indsatsteam

For at understøtte en effektiv udbredelse og forankring af viden etableres et udgående Indsatsteam, der tilbyder landets kommuner og tilbud målrettede rådgivningsforløb med afsæt i det samlede initiativs resultater samt øvrig forsknings- og praksisnær viden.

Kommuner og tilbud kan søge om rådgivningsforløb fra Indsatsteamet fra efteråret 2019.

Faglige pejlemærker for kvalitet i den socialpædagogiske bistand (bostøtte)

Formålet er at udvikle faglige og organisatoriske pejlemærker for kvalitet i den socialpædagogiske bistand efter Servicelovens § 85 til borgere med psykiske vanskeligheder, der bor i egen bolig.

Der gennemføres en afdækning af den eksisterende viden samt formidles case-beskrivelser fra 8-9 kommuner med lovende praksis. Der etableres en arbejdsgruppe med fageksperter, kommuner og andre relevante ressourcepersoner, som med afsæt i vidensafdækningen og casene udarbejder pejlemærkerne. De faglige pejlemærker udkommer ultimo 2020.

Indsatskatalog om god kvalitet på botilbud

Formålet er at udvikle et indsatskatalog om god kvalitet på botilbud for borgere over 18 år med psykiske vanskeligheder efter Servicelovens §§ 107 og 108.

Indsatskataloget beskriver kerneelementer i en indsats af god kvalitet samt præsenterer understøttende metoder og redskaber til anvendelse på landets botilbud. Indsatskataloget udarbejdes i samarbejde med en række botilbud, der er langt i udviklingen af kvaliteten, og på baggrund af et forskningsreview samt i dialog med en række eksperter. Indsatskataloget udkommer ultimo 2020.

Guidelines til god faglig ledelse i tilbuddene samt ledernetværk

Den faglige ledelse i tilbuddene er helt central i forhold til at understøtte udviklingen af de socialpsykiatriske tilbud og dermed socialpsykiatriområdet som helhed. Der udarbejdes derfor guidelines til god faglig ledelse i tilbuddene.

Guidelinene udvikles på baggrund af den viden der findes om god faglig ledelse på socialområdet. Guidelinene vil give vejledning og anbefalinger til den faglige ledelse om fx:

  • Hvordan man som leder skaber en fælles faglig tilgang i tilbuddet
  • Hvordan man implementerer og forankrer fælles faglige metoder og redskaber i arbejdet
  • Hvordan man sikrer, at medarbejderne har de nødvendige kompetencer
  • Hvordan man følger op på arbejdet samt understøtter læring og udvikling i samspil med borgerne.

Som led i implementeringen af guidelines til god faglig ledelse etableres et ledernetværk for ledere med fokus på at sikre en løbende udvikling og implementering af god faglig ledelse i de socialpsykiatriske tilbud. Ledernetværket etableres ultimo 2019 og guidelinene udgives primo 2021.

Sidst opdateret 13/11 2019