Forside > Projekter og initiativer > Handicap > Opfølgning på revision af magtanvendelsesreglerne

Opfølgning på revision af magtanvendelsesreglerne

Initiativet understøtter implementering af de nye magtanvendelsesregler, som forventes at blive vedtaget i foråret 2019.

Projektperiode:

2019 - 2022

Målgruppe:

Initiativet er målrettet borgere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, som typisk opholder sig på plejecentre, i botilbud, i aktivitets- og samværstilbud, i beskyttet beskæftigelse, i aflastningstilbud og i egen bolig. Initiativet retter sig desuden mod ledere og fagprofessionelle på kommunale, regionale og private tilbud og på forvaltningsniveau i kommuner og regioner, tilsynsførende på handicap- og demensområdet, og undervisere og studerende på SOSU- og professionsbacheloruddannelser.

Baggrund for projektet:

Lovforslaget vedr. revisionen af reglerne er fremsat den 6. februar 2019. Det forventes, at lovforslaget bliver vedtaget i foråret 2019 og træder i kraft 1. januar 2020. Rådet for tryghedsskabende velfærdsteknologi forventes at træde i kraft 1. juli 2019.

Formål:

Formålet med projektet er at understøtte kendskabet til og implementeringen af de ændrede magtanvendelsesregler, herunder understøtte forebyggelse af magtanvendelse. Initiativet skal desuden skabe grundlag for en politisk opfølgning på regelændringerne. Konkret sker understøttelsen i form af informations- og undervisningsmateriale, temadage og formidlingsarrangementer for fagprofessionelle og tilsynsførende, forenkling af indberetning, etablering af et råd for tryghedsskabende velfærdsteknologi og en evaluering af konsekvenser af lovændringerne.

Dokumentation og evaluering:

En evaluering af ændringen af magtanvendelsesreglerne skal afdække, i hvor høj grad de ændrede regler er kendte og bruges og giver et billede af, hvilke konsekvenser regelændringerne har haft for borgere og personale.

Samarbejdsparter:

Initiativet forankres i Socialstyrelsen og udføres i samarbejde med bl.a. Sundhedsstyrelsen. Evalueringen vil blive foretaget af en ekstern leverandør, der vil blive udvalgt på baggrund af et udbud.

Finansiering:

Der afsættes i alt 5,9 mio. kr. i perioden 2019-2021 til initiativet. Af bevillingen afsættes: 3.9 mio. kr. til udvikling af informations- samt undervisningsmateriale målrettet ledelse, personale, borgere og pårørende, forenkling af indberetningsskemaer samt til afholdelse af temadage og formidlingsarrangementer for ledere og medarbejdere på botilbud, plejecentre mv. samt tilsynsførende. 0,8 mio. kr. til nedsættelse og sekretariatsbetjening af råd for tryghedsskabende velfærdsteknologi. 1,2 mio. kr. til gennemførelse af en evaluering.

Kontakt:

Lisbet Tuxen
Center for Handicap og Psykisk Sårbarhed
Sidst opdateret 05/11 2019