Gå til indhold
Forside > Projekter og initiativer > Handicap > Forebyggelse af magtanvendelse på botilbud for mennesker med udviklingshæmning

Forebyggelse af magtanvendelse på botilbud for mennesker med udviklingshæmning

Projektet skal afprøve metoden LA2 (Low Arousal 2) med henblik på at understøtte forebyggelse af magtanvendelser på botilbud for mennesker med udviklingshæmning. Det skal afprøves, om LA2 virker på målgruppen i den form, som den har.

Projektperiode:

2021 - 2024

Målgruppe:

Den primære målgruppe er voksne med udviklingshæmning, der bor på botilbud under servicelovens §§ 107 og 108 og almen boliglovens § 105 med § 85 støtte under serviceloven. Den sekundære målgruppe er ledere og fagprofessionelle, der arbejder på botilbuddene.

Baggrund for projektet:

Om året er der ca. 300 rådgivningsforløb i Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO), som vedrører voksne med udviklingshæmning og udadreagerende adfærd. Antallet af rådgivningsforløb viser, at kommuner og botilbud oplever, at voldsomme episoder og magtanvendelse er en væsentlig udfordring for beboere og fagprofessionelle på botilbud for mennesker med udviklingshæmning. Det forventes, at de nye regler for magtanvendelse for voksne (pr. 1. januar 2020) vil medføre en efterspørgsel på metoder og tilgange, der kan medvirke til at forebygge magtanvendelse. Projektet skal afprøve metoden LA2 (Low Arousal 2), som har vist lovende resultater, med henblik på at understøtte forebyggelse af magtanvendelser på botilbud for voksne med udviklingshæmning.

Formål:

Formålet med projektet er at afprøve LA2 i botilbud for mennesker med udviklingshæmning med henblik på at forebygge voldsomme episoder gennem inddragelse af personens egne erfaringer, håb og drømme. Forebyggelse af voldsomme episoder og magtanvendelse forventes ligeledes af fremme trivslen og mestringsevnen hos mennesker med udviklingshæmning og de fagprofessionelle, der arbejder på bostederne. Afprøvningen skal bidrage med viden om, hvordan forebyggende praksis kan styrkes ved brug af en systematisk tilgang i den daglige praksis samt i et samarbejde mellem mennesker med udviklingshæmning og de fagprofessionelle på bostederne.

Dokumentation og evaluering:

Projektet evalueres undervejs, og til slut, med henblik på at opnå viden om metodens effekt på målgruppen. Kompetenceudviklingsprogrammet for LA2 vil bliver evalueret samt negative bi-effekter, omkostninger og eventuelle økonomiske konsekvenser, der er forbundet med metoden. Hvis evalueringens resultater er positive, vil metoden kunne udbredes.

Samarbejdsparter:

I projektet indgår samarbejde med ekstern metode- samt evalueringsleverandør samt 6-8 botilbud for mennesker med udviklingshæmning fra 4-8 kommuner eller regioner.

Finansiering:

Der er samlet afsat 16,4 mio. kr. over fire år til projektet.

Kontakt:

Anne Kirstine Bjerrum Flor
41 74 00 36
Center for Handicap og Psykisk Sårbarhed
Sidst opdateret 28/01 2021