Gå til indhold
Forside > Projekter og initiativer > Handicap > Kompetenceudvikling

Kompetenceudvikling

Socialstyrelsen formidler aktuel bedste viden om en recovery-orienteret og rehabiliterende indsats for mennesker med psykiske vanskeligheder på socialpsykiatriske tilbud. Formidlingen sker gennem kompetenceudvikling, der imødekommer tilbuddenes behov.

Projektperiode:

2019 - 2022

Målgruppe:

Den primære målgruppe er ledere i kommunale, regionale og private socialpsykiatriske tilbud, der er ansvarlige for at udvikle kvaliteten i tilbuddets indsats samt medarbejdere i tilbuddene, som leverer indsatsen til mennesker med psykiske vanskeligheder.

Baggrund for projektet:

I 2016 modtog omkring 31.000 voksne borgere med psykiske vanskeligheder indsatser efter serviceloven. Antallet af borgere, der modtager hjælp i socialpsykiatrien, er ifølge KL steget med 17 pct. fra 2014 til 2017 (KL, 2018). Målgruppen, der modtager hjælp i socialpsykiatrien, er i stigende grad borgere med mere forskelligartede og komplekse støttebehov end tidligere. Målgruppen består både af borgere med lettere vanskeligheder samt borgere med komplekse støttebehov, der udskrives fra behandlingspsykiatrien. Heldigvis er der ofte gode udviklingsmuligheder, hvis borgerne får den rette støtte og hjælp på det rette tidspunkt. Satspuljeinitiativet ’Styrket kvalitet i socialpsykiatrien’ skal bidrage til et bredt kvalitets- og kompetenceløft til kommuner og socialpsykiatriske tilbud med afsæt i en recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang. Udviklingen i målgruppen kræver, at kommunerne kan tilpasse indsatserne til både borgere med lettere vanskeligheder, og borgere med mere sammensatte og komplekse støttebehov. Den øgede kompleksitet i opgaveløsningen og et omfattende paradigmeskifte til en mere recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang betyder, at både ledere og medarbejdere i de socialpsykiatriske tilbud fagligt må ruste sig til de nye udfordringer. Det kræver en kompetenceudvikling, der er baseret på den aktuelt bedste viden, og derfor iværksættes en omfattende kompetenceudviklingsindsats til landets kommuner på det socialpsykiatriske område.

Formål:

Formålet med initiativet er at give ledere og medarbejdere i de socialpsykiatriske tilbud et videns- og kompetenceløft gennem en række kursustilbud, der formidler den aktuelt bedste viden i form af relevant lovgivning, forskning, undersøgelser, metoder og redskaber Initiativet skal bidrage til: 1) Bedre trivsel, sundhed og mestring blandt borgerne, 2) Flere borgere er aktive deltagere i lokalsamfundets almene fællesskaber, 3) Større tilfredshed med indsatsen blandt borgerne samt deres familie og netværk, 4) Flere borgere i socialpsykiatrien får behov for mindre indgribende indsatser, 5) Flere borgere kommer i uddannelse og i beskæftigelse.

Dokumentation og evaluering:

Kvaliteten af de enkelte kursustilbud vil løbende blive evalueret. Der udgives en kortlægning af den kommunale efterspørgsel efter kompetenceudvikling inden for socialpsykiatrien, samt en afdækning af eksisterende kurser, der bliver tilbudt. Der udvikles et kursuskatalog med forskellige typer af kursustilbud.

Samarbejdsparter:

Initiativet gennemføres i samarbejde med PricewaterhouseCoopers (PWC). PWC er ansvarlige for at gennemføre den indledende vidensafdækning af ønsker og behov for kompetenceudvikling.

Finansiering:

Initiativet er en del af satspuljeaftalen på sundhedsområdet 2019-2022. Initiativet er finansieret med 33,7 mio. kr. Fra 2023 og frem afsættes årligt 10,5 mio. kr. til den forsatte drift og udvikling af kursuskataloget.

Mere information:

"Kompetenceudvikling" er et af de seks delinitiativerne der høre under initiativet "Styrket kvalitet i socialpsykiatrien"

Kontakt:

Martin Sandø
41 93 24 90
Center for Handicap og Psykisk sårbarhed
Sidst opdateret 11/03 2021