Gå til indhold
Forside > Projekter og initiativer > Handicap > Partnerskab om strategisk omlægning

Partnerskab om strategisk udvikling og omlægning af socialpsykiatrien

På baggrund af aktuelt bedste viden og praksisviden skal der ske en udvikling og omlægning af socialpsykiatrien mod en mere recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang. Konceptet for denne strategiske udvikling skal bidrage til at styrke kvaliteten og tegne retningen for fremtidens socialpsykiatri.

Projektperiode:

2019 - 2022

Målgruppe:

Målgruppen for initiativet er den samlede socialpsykiatri i fire udvalgte partnerskabskommuner; Rudersdal, Roskilde, Herning og Randers Kommuner. Initiativets målgrupper indbefatter den politiske og administrative ledelse, der sætter rammer og retning for kommunens strategiske udvikling, myndighed, der træffer afgørelser om indsatser til borgere med psykiske vanskeligheder samt ledere og medarbejdere i tilbuddene, som leverer indsatser til borgere med psykiske vanskeligheder. Endvidere består målgruppen af borgere der modtager indsatser i de fire partnerskabskommuner, samarbejdspartnere i kommunens forskellige forvaltninger samt regioner og civilsamfundsaktører, som er med til at understøtte en tidlig, forebyggende og sammenhængende indsats over for borgerne. Alle er repræsenteret i kommunernes implementeringsteams.

Baggrund for projektet:

I 2016 modtog omkring 31.000 voksne borgere med psykiske vanskeligheder indsatser efter serviceloven. Antallet af borgere, der modtager hjælp i socialpsykiatrien, er ifølge KL steget med 17 pct. fra 2014 til 2017 (KL, 2018). Målgruppen, der modtager hjælp i socialpsykiatrien, er i stigende grad borgere med mere forskelligartede og komplekse støttebehov end tidligere. Målgruppen består både af borgere med lettere vanskeligheder samt borgere med komplekse støttebehov, der udskrives fra behandlingspsykiatrien. Heldigvis er der ofte gode udviklingsmuligheder, hvis borgerne får den rette støtte og hjælp på det rette tidspunkt. Satspuljeinitiativet ’Styrket kvalitet i socialpsykiatrien’ skal bidrage til et bredt kvalitets- og kompetenceløft til kommuner og socialpsykiatriske tilbud med afsæt i en recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang. En lang række kommuner er allerede godt i gang med at udvikle og omlægge indsatsen for borgere med psykiske vanskeligheder mod en mere recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang. Der er behov for at indsamle viden om denne omlægning samt at udvikle et samlet koncept for, hvordan omlægningen gribes an på en effektiv og hensigtsmæssig måde for de relevante aktører.

Formål:

Formålet med initiativet er at understøtte den strategiske udvikling og omlægning mod en mere recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang, der allerede er i gang i en række kommuner på voksenområdet. Initiativet udvikles gennem et partnerskab med fire kommuner, som udvikler og afprøver konceptet for udviklingen og omstillingen af den kommunale socialpsykiatri. Der nedsættes desuden et referencenetværk af kommuner, der ligeledes har viden og erfaringer med recovery-orienteret rehabilitering inden for det socialpsykiatriske område. Initiativet skal bidrage til: 1) Bedre trivsel, sundhed og mestring blandt borgerne, 2) Flere borgere er aktive deltagere i lokalsamfundets almene fællesskaber, 3) Større tilfredshed med indsatsen blandt borgerne samt deres familie og netværk, 4) Flere borgere i socialpsykiatrien får behov for mindre indgribende indsatser, 5) Flere borgere kommer i uddannelse og i beskæftigelse.

Dokumentation og evaluering:

Initiativet vil løbende blive monitoreret, ligesom der gennemføres en principfokuseret evaluering af partnerskabskommunernes arbejde med otte principper for recovery-orienteret rehabilitering. Monitoreringen sker med udgangspunkt i udvalgte nøgletal. Evalueringen supplerer monitoreringen med nøgletal, der indsamles via spørgeskemaer, og som belyser kommunernes implementering og resultater af implementeringen af principperne for recovery-orienteret rehabilitering. Der udarbejdes en selvstændig evalueringsrapport samt en konceptbeskrivelse ved udgangen af initiativet.

Samarbejdsparter:

Initiativet gennemføres i samarbejde med PwC, der er ekstern leverandør på initiativet samt Rudersdal, Roskilde, Herning og Randers der er udvalgte partnerskabskommuner. Desuden kvalificeres konceptudviklingen af et referencenetværk bestående af 14 kommuner samt aktører fra relevante interesseorganisationer.

Finansiering:

Initiativet er en del af satspuljeaftalen på sundhedsområdet 2019-2022. Initiativet er finansieret med 8,8 mio. kr. Derudover oprettes en social investeringspulje på 13 mio. kr. til nogle af de initierende udgifter til omlægningen hos partnerskabskommunerne.

Mere information:

"Partnerskab om strategisk udvikling og omlægning af socialpsykiatrien"  er et af de seks delinitiativerne der høre under initiativet "Styrket kvalitet i socialpsykiatrien".

Kontakt:

Maria Lincke Løkke
41 93 24 26
Center for Handicap og Psykisk sårbarhed
Sidst opdateret 11/03 2021