Gå til indhold
Forside > Projekter og initiativer > Børn > Udbredelse af familiehuse i hele landet – en del af Børnene Først

Udbredelse af familiehuse i hele landet – en del af Børnene Først

Initiativet skal understøtte kommuner og samarbejdsparter, der ønsker at styrke deres tidlige forebyggende indsats på småbørnsområdet gennem etablering eller udvidelse af familiehuse samt lignende organiseringer. Derudover skal initiativet understøtte etablering af børnebaser og udvidelse af den kommunale sociale døgnvagt.

Projektperiode:

2021 - 2030

Målgruppe:

Målgruppen for familiehus-initiativet er kommende forældre og familier med børn i alderen 0-6 år. Der er særlig fokus på indsatser og tilbud til kommende forældre, børn og familier, der har brug for ekstra støtte. Det kan fx være forældre, der selv har været anbragt, men kan også være forældre, som af andre årsager er usikre eller mangler rollemodeller i forældreskabet. Målgruppen inkluderer forældre til børn med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser. Den overordnede målgruppe for børnebaser er anbragte børn og unge.

Baggrund for projektet:

Familier med små børn eller kommende forældre kan have brug for støtte og vejledning om flere forskellige relaterede emner og problematikker. Som en del af reformen ”Børnene Først” er aftalepartierne enige om, at afsætte midler til etablering eller udvidelse af familiehuse eller lignende organiseringer for at styrke den tidlige forebyggende indsats målrettet kommende forældre og småbørnsfamilier. Familiehuse og lignende organiseringer skal skabe sammenhæng mellem det almene og specialiserede område og kan rumme indsatser fra sundhedsområdet, såsom fx jordemoderkonsultation, men også gruppebaserede indsatser som fx sorggrupper, netværksgrupper og forældrekurser. Der kan bygges bro til andre indsatser og samarbejdsparter i kommunen som fx jobcenteret eller regionale tilbud og relevante civilsamfundsorganisationer mv.

Formål:

Formålet med initiativet er at styrke kommuners tidlige forebyggende indsatser målrettet sårbare kommende forældre og småbørnsfamilier gennem en forbedret organisering og samarbejdsstruktur på området. Familiehusene og lignende organiseringer skal dermed bidrage til et helhedsorienteret løft af indsatsen på småbørnsområdet, så børn, deres familier og kommende forældre sikres tidlig, relevant og kvalificeret støtte, når de får behov for det, via en velkendt og let tilgængelig indgang for familierne. Formålet med initiativet er ydermere at styrke muligheden for at opnå et tættere samarbejde med den kommunale sociale døgnvagt via en tilknytning til familiehuse og lignende organiseringer. Ligeledes er det et formål, at kunne etablere børnebaser, som et fysisk værested for anbragte børn og unge i tilknytning til familiehuse, hvor det er muligt at danne netværk med ligesindede og etablere faste relationer til voksne.

Dokumentation og evaluering:

Initiativet evalueres ikke.

Samarbejdsparter:

Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet indgår sammen med Socialstyrelsen i en koordinationsgruppe, som skal understøtte implementeringen af familiehuse og lignende organiseringer.

Finansiering:

Midlerne udmøntes i fire ansøgningspuljer med en samlet bevilling på 281,9 mio. kr. Der etableres ansøgningspuljer i 2022 (127,7 mio. kr.), 2024 (83,5 mio. kr.), 2026 (37,5 mio. kr.) og 2028 (28,5 mio. kr.), hvor kommuner kan søge midler til etablering eller udvidelse af familiehuse.

Mere information:

Socialstyrelsen udmelder og udmønter ansøgningspuljer samt tilbyder rådgivningsforløb til interesserede kommuner. Ansøgningspuljer og mulighed for at modtage rådgivning annonceres løbende via Socialstyrelsens nyhedsbrev.

Læs mere om mulighederne for at deltage i rådgivningstilbud og øvrige implementeringsaktiviteter

Kontakt:

Gitte Bossi-Andresen
50 81 09 38
Børn, Unge og Familier
Sidst opdateret 15/06 2022