Forside > Projekter og initiativer > Børn > Styrket læringsmiljø for anbragte børn og unge

Styrket læringsmiljø for anbragte børn og unge

Projektet består i at udvikle en model, som skal bidrage til et løft af anbragte børn og unges generelle trivsel, sociale relationer og faglige niveau i grundskolen og dermed sikre, at de får den bedst mulige oplevelse og udbytte af deres skolegang.

Projektperiode:

2019 - 2022

Målgruppe:

Den primære målgruppe er anbragte børn og unge, som går i 0.-10. klasse i grundskolen eller tilsvarende. Den sekundære målgruppe er skolefaglige medarbejdere (som skal fungere som læringsvejledere), relevante medarbejdere i PPR (som skal foretage en faglig udredning af de deltagende børn og fungere som læringskoordinatorer) samt plejeforældre og medarbejdere på døgninstitutioner eller opholdssteder, som danner den hjemlige ramme for de anbragte børn. Endelig besøger en del anbragte børn og unge også deres biologiske forældre regelmæssigt. De biologiske forældre vil derfor også kunne inddrages i det omfang, som det giver mening.

Baggrund for projektet:

Ved udgangen af 2016 var omkring 12.000 børn og unge i alderen 0-7 år anbragt uden for hjemmet. Omkring halvdelen af alle anbragte børn og unge aflægger ikke folkeskolens 9. klasses prøver. Dertil kommer, at de anbragte børn, som gennemfører folkeskolens 9. klasses prøve, i gennemsnit ligger to karakterer lavere end øvrige børn og unge. Samtidig har anbragte børn og unge markant højere fravær, de har en øget risiko for at blive udsat for mobning, deltager sjældnere i fritidsaktiviteter og føler sig oftere ensomme. Deres skolegang er ofte præget af flere skoleskift og perioder uden undervisning, og mange anbragte børn og unge forlader grundskolen med så ringe læse- og regnefærdigheder, at det begrænser deres mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Formål:

Formålet med projektet er at udvikle en model, som skal bidrage til at løfte anbragte børn og unges skolegang, generelle trivsel og faglige niveau i skolen. Målet er samtidig at understøtte, at anbragte børn og unge gennemfører en ungdomsuddannelse og dermed forbereder dem bedst muligt til et selvstændigt voksenliv. Modellen skal udvikles i samarbejde med 5-6 kommuner i perioden fra 1. januar 2020 til december 2022. I den forbindelse udmelder Socialstyrelsen en ansøgningspulje på 20 mio. kr. i sensommeren 2019, som kommuner kan søge. I projektperioden støttes de deltagende kommuner med kompetenceudvikling og med at skabe et helhedsorienteret samarbejde omkring de anbragte børn og unge på tværs af skole og anbringelsessted. I projektet samarbejder Socialstyrelsen tæt med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som understøtter læringsvejledere i skolerne med rådgivning. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet skal tillige med initiativet Inspirationsmateriale om anbragte børn og unges faglige progression og trivsel i skolen udvikle og udbrede et materiale, som indeholder viden og konkrete redskaber til at understøtte anbragte børn og unges skolegang. Materialet er målrettet relevante fagpersoner såsom lærere, pædagoger, anbringelsessteder og PPR-psykologer.

Dokumentation og evaluering:

Rambøll Management Consulting og Professionshøjskolen Absalon evaluerer løbende det lokale og tværgående udviklingsarbejde i kommunerne. Den afsluttende evaluering vil have fokus på resultaterne for anbragte børn og unge. Derudover vil evalueringen belyse modellens faglige og organisatoriske indhold, implementeringserfaringer, krav til medarbejderes kompetencer og de økonomiske omkostninger ved modellen.

Samarbejdsparter:

Rambøll Management Consulting og Professionshøjskolen Absalon, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og 5-6 projektkommuner.

Finansiering:

Projektet finansieres af Udviklings- og investeringsprogrammet på børne- og ungeområdet (BUIP) og indgår som en del af satspuljeaftalen for 2019-2022. Der er afsat 29,4 mio. kr. i den samlede periode.

Mere information:

Aftalen om udviklings- og investeringsprogrammet (UIP) på voksenområdet er indgået af satspuljepartierne og offentliggjort i maj 2017.

Se aftalen om UIP på Social- og Indenrigsministeriets hjemmeside

Kontakt:

Iben Attrup Nielsen
+45 91 37 02 26
Chefkonsulent
Sidst opdateret 10/07 2019