Gå til indhold
Forside > Projekter og initiativer > Børn > Styrket indsats for udsatte børn og unge i Grønland

Grønlandsk-dansk tværgående arbejde for en styrket indsats for udsatte børn og unge i Grønland

Naalakkersuisut (Grønlands regering) og den danske regering blev i oktober 2019 enige om at styrke samarbejdet om indsatsen for udsatte børn og unge i Grønland. Dette tværgående samarbejde er udmøntet i initiativet ”Grønlandsk-dansk tværgående arbejde for en styrket indsats for udsatte børn og unge i Grønland” som gennemføres i perioden 2020-2023.

Projektperiode:

2020 - 2023

Målgruppe:

Den overordnede målgruppe for initiativet er udsatte børn og unge i Grønland.

Baggrund for projektet:

I første halvår 2020 udarbejdede et tværgående sekretariat, bestående af embedsmænd fra både den grønlandske og danske centraladministration, anbefalinger til, hvordan forholdene for udsatte børn og unge i Grønland kan forbedres på sigt. Grønlands og Danmarks socialministre offentliggjorde i august 2020 anbefalingerne til det grønlandsk-danske tværgående arbejde for en styrket indsats for udsatte børn og unge i Grønland. Der er på den baggrund igangsat 16 målrettede initiativer, som skal bidrage til at sikre tidlig indsats og forebyggelse for udsatte børn og unge, en styrket kommunal sagsbehandling, flere tilbud til udsatte børn og unge samt styrket retssikkerhed for børn og unge, der har været ofre for seksuelle overgreb. 10 ud af de 16 initiativer er forankret på det sociale børne- og ungeområde. De resterende initiativer er forankret på justitsområdet. Der vil ske en løbende og systematisk opfølgning på udvalgte kriterier, der knytter sig til implementering af initiativerne, samt på indikatorer der knytter sig til at skabe en bredere viden om den samlede indsats for udsatte børn og unge i Grønland.

Formål:

Det overordnede formål med projektet er at bidrage til en større trivsel og en sundere udvikling for udsatte børn og unge i Grønland. Socialstyrelsens rolle i dette arbejde er at yde socialfaglig og metodisk sparring og rådgivning til Socialstyrelsen Grønland og Departementet for Sociale Anliggender, Familie og Justitsområdet i forhold til henholdsvis gennemførelsen af initiativer på området samt opfølgning på udvalgte kriterier og indikatorer. Konkret yder Socialstyrelsen sparring og rådgivning ift. fem initiativer, som omhandler styrkelse af forældrekompetencer i udsatte familier; styrkelse af det tværfaglige samarbejde mellem kommunale sagsbehandlere og sundhedsplejersker/jordemødre; understøttelse af sagsbehandlingsområdet; overblik over eksisterende opkvalificerings- og kompetenceudviklingsforløb på det sociale børne- og ungeområde samt målretning af familiecentrenes indsats til udsatte børn og ung og deres familier. Socialstyrelsen indgår også som sparringspartner i en arbejdsgruppe vedrørende opfølgningen på de udvalgte kriterier og indikatorer. Socialstyrelsen yder blandt andet metodisk rådgivning og sparring i forhold til dataindsamling og afrapportering på de udvalgte kriterier og indikatorer.

Dokumentation og evaluering:

Opfølgningen sker dels på udvalgte kriterier, der knytter sig til implementering af udvalgte initiativer og dels på indikatorer for trivsel blandt udsatte børn og unge. Sidstnævnte omhandler antal anmeldelser om vold, husspektakler og seksuelle krænkelser, udviklingen i antal anbringelser samt selvmordsraten. Der udarbejdes ikke en egentlig evaluering af det samlede projekt.

Finansiering:

Der er bevilget 8,7 mio. kr. til Socialstyrelsen i projektperioden.

Kontakt:

Maria Winther Pedersen
+45 91 37 02 80
Kontor for Socialtilsyn og National Koordination
Sidst opdateret 15/02 2021