Forside > Projekter og initiativer > Børn > Styrket inddragelse af børn og unge i egen sag

Styrket inddragelse af børn og unge i egen sag

Socialstyrelsen og Børns Vilkår tilbyder gratis rådgivning og kompetenceudvikling til kommuner, der ønsker at styrke inddragelse af børn og unge i sagsbehandlingen og samarbejdet på tværs af almen-, myndigheds- og udførerområdet. Projektet er en del af det samlede satspuljeinitiativ ”Børnerettighedspakken”.

Projektperiode:

2018 - 2021

Målgruppe:

Målgruppen er børn og unge i alderen 0-18 år med behov for særlig støtte, eller som er i risiko for at udvikle behov for særlig støtte. Det forventes, at 9 kommuner kan modtage rådgivningsforløb af ca. 12 måneders varighed i projektperioden.

Baggrund for projektet:

Projektet er en del af det samlede satspuljeinitiativ ”Børnerettighedspakken”. Rådgivningsforløbene bygger på et solidt erfarings- og vidensgrundlag fra Socialstyrelsens Task Force på området for udsatte børn og unge, Socialstyrelsens rådgivning om en tidligere forebyggende indsats for børn og unge i udsatte positioner samt på Børns Vilkårs projekt Bedre Børneinddragelse.

Formål:

Rådgivningsforløbene har til formål at styrke inddragelsen af børn og unge i den kommunale sagsbehandling og i samarbejdet på tværs af almen-, myndigheds- og udførerområdet. Rådgivningsforløbet indeholder målrettet strategisk og faglig rådgivning, som sætter fokus på styringsgrundlag, organisatorisk rammesætning, faglig ledelse og faglige metoder til at arbejde systematisk og kvalificeret med inddragelse af barnets perspektiv. Den strategiske og faglige rådgivning baseres på en minianalyse af kommunens grundlag for at arbejde med inddragelse af barnet eller den unge, familie og netværk, og retter sig mod chefer, ledere og faglige nøglepersoner på området for børn og unge i udsatte positioner. Rådgivningsforløbet indeholder desuden kompetenceudvikling målrettet myndighedssagsbehandlere og relevante ledere. Kompetenceudviklingen fokuserer gennem praksisnær træning og feedback på at styrke deltagernes faglige kompetencer til at forberede og afholde samtaler med børn og unge. Yderligere tilbydes løbende sparring på implementering og forankring af udviklingsaktiviteter.

Dokumentation og evaluering:

Der foretages ikke en evaluering af projektet. Socialstyrelsen gennemfører en mindre undersøgelse af børnene og de unges egen oplevelse af at føle sig hørt og inddraget i egen sag i de kommuner, der modtager et rådgivningsforløb i 2018 og 2019.

Finansiering:

Der er bevilget 7,5 mio. til projektet i perioden 2018-2021, hvoraf 4,0 mio. kr. afsættes til Børns Vilkår.

Kontakt:

Anne Lei Jacobsen
+45 41 93 25 70
Sidst opdateret 10/10 2018