Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2022 > Webinar: Fra borgerinddragelse til partnerskab
31/03 2022

Webinar: Fra borgerinddragelse til partnerskab

Er inddragelse af borgeren begrænset til borgerens egen sag – eller kan den også gælde implementering og kvalitetsudvikling? Og hvordan gør man i givet fald i praksis? Det er i fokus på et webinar den 21. april 2022, hvor Socialstyrelsen og Høje Taastrup kommune ser på potentialet i metoden Åben Dialog.

Inddragelse i egen sag er i fokus i mange kommuner.

Det gælder ikke mindst i sammenhænge, hvor man er inspireret af recovery-orienterede indsatser og ser borgeren som ekspert i eget liv. Og derfor også arbejder systematisk med mål og opfølgning med udgangspunkt i borgerens egne perspektiver og ønsker for sit liv.

Men i nogle kommuner går man nu skridtet videre til samskabelse og indgår partnerskab med borgerne om, hvordan indsatserne på et givet område skal tilrettelægges, og hvordan den videre udvikling skal være. Borgerinddragelsen foregår således på tre planer – i egen sag, organisatorisk og strategisk.

Disse nye tendenser sætter vi nu spot på ved et webinar, hvor vi tager afsæt i Åben Dialog og dens potentiale som metode til borgerinddragelse på flere niveauer.   

Det kan du høre om

På webinaret vil specialkonsulent Finn Blickfeldt Juliussen, Socialstyrelsen, først give en indføring i metoden, og hvordan den kan bruges både i den enkelte borgersag og i implementering og kvalitetsudvikling.  

Senere vil en borger og en leder med praksiserfaring fra Høje Taastrup kommune dele deres erfaringer og give eksempler på, hvordan man med succes har arbejdet med Åben Dialog som metode, dels i forhold til den enkelte borger, og dels i udviklingen af arbejdsgange og indsatser.

Konkret bruges metoden nu i kommunens socialpsykiatri, men perspektivet for dagen er bredt, og webinaret henvender sig således til alle med interesse for borgerinddragelse, og hvordan den kan videreudvikles.

Det praktiske

Webinaret foregår den 21. april kl. 11.00 – 12.00.

Der kan stilles skriftlige spørgsmål via chatfelt undervejs, som vil blive samlet op til sidst.

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig og skal ske via NemTilmeld senest onsdag den 20. april kl. 12.00.

Dagen før webinaret sendes en mail ud med link til deltagelse.

Tilmeld dig webinaret 21. april


Om Åben Dialog

Åben Dialog er udviklet i 1990’erne i Finland, men bruges også bredt herhjemme, hvor den er afprøvet med positive resultater. Metoden, der kan tilpasses flere målgrupper i både kommuner og regioner,  har fokus på at hjælpe borgeren til at tage ansvar for eget liv og bedring, støttet af et selvvalgt privat og fagprofessionelt netværk.

Læs mere på Vidensportalen om Åben Dialog

Sidst opdateret 31/03 2022