Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2022 > Styrk ledelsen af efterværn og overgangen til voksenlivet
23/06 2022

Styrk ledelsen af efterværn og overgangen til voksenlivet

Socialstyrelsen tilbyder gratis rådgivningsforløb om efterværn til unge og overgangen til voksenlivet. Forløbene har fokus på den faglige og strategiske ledelse af området. Der åbnes op for en ny ansøgningsrunde medio august 2022.

Særligt for unge i efterværn kan overgangen til voksenlivet være svær, og de unges problematikker er ofte sammensatte og omfattende. Mange unge, der har været anbragt uden for hjemmet eller haft en fast kontaktperson, har fortsat behov for hjælp for at komme godt ind i voksenlivet, når de bliver 18 år, og deres hidtidige støtte ophører.

Er I i jeres kommune interesseret i at styrke jeres arbejde med efterværn og overgangen fra ung til voksen, kan I fra medio august 2022 søge om et rådgivningsforløb fra Socialstyrelsen. Rådgivningen målrettes, så den passer til jeres lokale kontekst.

Forløbene er centreret om den faglige og strategiske ledelse af området, og som kommune skal man derfor være interesseret i at arbejde med dette perspektiv. Der lægges særlig vægt på at understøtte en efterværnspraksis, der hviler på et tværgående samarbejde, og hvor de unge støttes i overgangen til et selvstændigt voksenliv.

Udbytte af forløbet

Kommunerne kan forvente:

  • Øget indsigt i egen praksis vedr. efterværn
  • Viden om centrale elementer og konkrete faglige redskaber, der kan styrke såvel myndighedsarbejdet som indsatserne
  • Fokus på, hvordan faglig og strategisk ledelse kan understøtte en god faglig praksis på området
  • Støtte til formalisering af handlespor, herunder målgruppevurderinger og tværfagligt samarbejde vedr. efterværn.

Ansøgningsfrist og praktiske oplysninger

Rådgivningsforløbet er gratis for kommunerne at deltage i og vil bestå af to til fire rådgivningsdage over en periode på seks til tolv måneder. Dagene kan tilrettelægges som møder, workshops eller lignende afhængigt af behov og ønsker.

Der tilbydes to til tre rådgivningsforløb med opstart medio september 2022. Ansøgningsrunden åbner medio august.

Perioden for at udbyde rådgivningsforløbene er blevet forlænget, fordi der fortsat er stor opmærksomhed på behovet for at styrke efterværnsindsatsen.

Ansøgningsmaterialet bliver tilgængeligt på linket nedenfor, hvor der allerede nu kan læses mere om forløbet:

Du kan læse mere om rådgivningsforløbet her


Hvis du vil vide mere

Der er netop udkommet to nye analyser fra hhv. VIVE og Ankestyrelsen om efterværn og overgangen til voksenlivet.

Udgivelserne er tilgængelige via Social- og Ældreministeriets hjemmeside:

Begge undersøgelser indgår i et større analysearbejde i forbindelse med den politiske aftale Børnene Først.

 

 

Sidst opdateret 23/06 2022