Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2022 > Nye redskaber til at udvikle kvaliteten i bostøtten
02/02 2022

Nye redskaber til at udvikle kvaliteten i bostøtten

Ønsker I at bruge Socialstyrelsens ti pejlemærker som inspiration til at udvikle kvaliteten? Så har vi udarbejdet fem præsentationsfilm, et e-læringskursus og et redskab til selvevaluering, som I kan bruge til at komme i gang. Redskaberne kan støtte medarbejdere og ledere i brugen af de faglige pejlemærker for en recovery-orienteret udvikling af bostøtten.

Med den rigtige støtte har mange mennesker med psykiske vanskeligheder gode muligheder for at komme sig – helt eller delvist. Den recovery-orienterede tilgang til arbejdet i socialpsykiatrien er velunderbygget, og derfor udgav Socialstyrelsen sidste år ti pejlemærker for kvalitet i bostøtten med dette faglige afsæt.

Tre redskaber

Pejlemærkerne tilbyder medarbejdere og ledere i bostøtten konkrete og praksisnære anbefalinger til og eksempler på god kvalitet.

I en travl hverdag kan det dog være udfordrende at få bragt pejlemærkerne i spil, og derfor har Socialstyrelsen udviklet tre redskaber, der kan understøtte en aktiv brug af pejlemærkerne i hverdagen.

Redskaberne består af:

Fem animationsfilm

Filmene præsenterer indholdet i de faglige pejlemærker for kvalitet i bostøtten. De korte videoer kan fx bruges til drøftelser på personalemøder eller i forbindelse med kompetenceudvikling, uddannelse og oplæring af medarbejdere.

Et e-læringskursus

Socialstyrelsen tilbyder et e-læringskursus om de faglige pejlemærker for kvalitet i bostøtten. Kurset består af øvelser, opgaver og oplæg til refleksion, og træner deltagerne i at omsætte de faglige pejlemærker til praksis.

Kurset henvender sig primært til medarbejdere og ledere i bostøtten, men kan også anvendes af samarbejdspartnere, borgere, pårørende og andre, der interesserer sig for socialpsykiatri og recovery-orienteret rehabilitering.

Kurset er bygget op af seks afsnit og kan gennemføres fra start til slut eller deles op i mindre bidder.

Et redskab til selvevaluering af praksis

Socialstyrelsen har udviklet et simpelt redskab, der kan bruges til at evaluere egen praksis i bostøtten.

Redskabet kan give et billede af, i hvilken udstrækning man i praksis arbejder efter anbefalingerne i de ti faglige pejlemærker.

Find alle redskaberne her

Hent de faglige pejlemærker for kvalitet i bostøtten 

 

 

 

Kontakt

Tanja Holm Strømkjær

Fuldmægtig

Telefon: 4193 2447

tahs@socialstyrelsen.dk

Sidst opdateret 02/02 2022