Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2022 > Ny samarbejdsmodel styrker plejeforældres kompetencer og reducerer stress
20/01 2022

Ny samarbejdsmodel styrker plejeforældres kompetencer og reducerer stress

VIVE har evalueret en samarbejdsmodel, som bringer specialiseret viden fra døgninstitutioner i spil i plejefamilier. Plejefamilierne oplever, at deres kompetencer er blevet styrket, og nogle oplever også mindre stress og mere tilfredshed i rollen som plejeforældre.

Der i dag væsentlige flere end tidligere, der anbringes i familiepleje frem for en døgninstitution eller et opholdssted. Plejefamilierne kan derfor opleve at have børn og unge med mere komplekse udfordringer end før, og det stiller nye krav til både plejeforældrene og den støtte, de modtager.

Det er baggrunden for et netop afsluttet projekt, som har været gennemført i et samarbejde mellem Socialstyrelsen, PwC og kommunerne København, Middelfart, Vejle og Vesthimmerland.

I projektet er der udviklet og afprøvet en samarbejdsmodel, som skal sikre plejefamilier relevant støtte og supervision fra højt kvalificerede fagpersoner fra døgninstitutioner. Hensigten har været at styrke plejeforældrenes kompetencer og mestring i rollen som plejeforældre og dermed også sikre stabilitet i anbringelsen – og i sidste ende bedre vilkår for de anbragte børn og unge.

Nu foreligger en evaluering af projektet, og samtidig udgives en særskilt beskrivelse af indsatsen til inspiration for andre kommuner. Evalueringen er er udført af VIVE, mens indsatsbeskrivelsen er udarbejdet af PwC for Socialstyrelsen.

Individuel eller gruppebaseret indsats

Den organisatoriske forudsætning i modellen er et stærkt og koordineret samarbejde mellem familiepleje, myndighedsrådgiver, døgninstitutioner og plejefamilier. Selve opkvalificeringen kan enten gennemføres som individuel kompetenceudvikling og supervision, eller som gruppebaseret undervisning og supervision, hvor der samtidig er fokus på netværksdannelse.

I den individuelle model er der fokus på en konkret udfordring hos plejefamilierne, og forløbet kan fx være med 4-6 sessioner, der strækker sig over få måneder.

Den gruppebaserede variant kombinerer undervisning, gruppesupervision og individuel supervision. Fokus er på en generel opkvalificering af plejefamilierne og på at skabe faglige fællesskaber blandt plejeforældrene. Indsatsen fortsætter kontinuerligt.

Hovedresultaterne af evalueringen

Evalueringen viser, at plejeforældrene generelt oplever, at deres kompetencer er styrket. De plejeforældre, der har fået tilbudt den gruppebaserede variant, oplever desuden mindre stress og øget tilfredshed i rollen som plejeforældre. De udtrykker også, at de er glade for at være en del af et netværk, som bl.a. giver dem en følelse af ikke at være alene.

Evalueringen tyder således på, at den individuelle model først og fremmest virker ved at styrke plejefamiliernes kompetencer til at håndtere konkrete udfordringer, hvor den gruppebaserede også virker ved at styrke plejeforældrenes trivsel i rollen som plejeforældrene. Det er sandsynligt at begge dele kan bidrage til øget stabilitet i anbringelserne, men evalueringen kan ikke sige noget om, hvorvidt det er sket.

De anbragte børn og unges trivsel er målt i evalueringen, og her ses en lille negativ udvikling. VIVE konkluderer, at dette formentlig er et resultat af, at projektet har virket i en situation med Covid19-restriktioner.

Organisatoriske effekter

Samarbejdet mellem døgninstitutioner, plejefamilier og familieplejekonsulenter - samt i nogen grad myndighedsområdet - har desuden haft en række organisatoriske effekter.

Eksempelvis er relationerne mellem parterne blevet styrket, og kommunikationen er mere systematisk efter indførelsen af samarbejdsmodellen.

Få mere at vide

Evalueringen belyser implementering, resultater og omkostningsniveau.

Hent evalueringen af samarbejdsmodellen

I indsatsbeskrivelsen kan du blandt andet læse om målgruppen for samarbejdsmodellen, kerneelementerne i indsatsen og anbefalinger til implementering. Indsatsbeskrivelsen findes også i en pixi-version.

Hent indsatsbeskrivelsen af samarbejdsmodellen + pixi

Sidst opdateret 20/01 2022