Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2022 > Ny revideret håndbog om ungdomssanktionen
12/01 2022

Ny revideret håndbog om ungdomssanktionen

Unge, som har begået alvorlig kriminalitet, kan idømmes ungdomssanktionen. Socialstyrelsen har revideret sin håndbog til sagsbehandlere og koordinatorer om det socialpædagogiske behandlingsforløb. Håndbogen kan bruges både som grundbog og som opslagsværk i det daglige.

Socialstyrelsen udsender nu en ny og gennemgribende revideret udgave af håndbogen om ungdomssanktionen. Ungdomssanktionen er et alternativ til ubetinget fængselsstraf for unge mellem 15 og 18 år og består i et særligt struktureret socialpædagogisk behandlingsforløb over to år.

Håndbogen blev udgivet første gang i 2008. Siden er der imidlertid sket flere lovændringer med relevans for området, og der er udviklet ny viden. Der har derfor været behov for en ajourføring.

Målgruppen for håndbogen

Håndbogens målgruppe er dels de kommunale sagsbehandlere, der har sager med unge, hvor ungdomssanktionen kan være relevant, eller hvor den unge allerede er idømt en ungdomssanktion. Og dels de koordinatorer, som skal tilknyttes unge i ungdomssanktionen og sikre sammenhæng i forløbet. 

Det kan du læse om

Håndbogen giver en grundig beskrivelse af både selve ungdomssanktionen samt sagsbehandlingen og organiseringen af området, herunder de opgaver og roller, de forskellige aktører har. Der tages i den forbindelse højde for ny relevant lovgivning som fx voksenansvarsloven og ungesamrådene som ny aktør.  

Håndbogen rummer desuden konkrete redskaber og anbefalinger, der kan bruges i et ungdomssanktionsforløb, og gengiver i kort form, hvad vi ved om ungdomssanktionen fra nyere forskning og andre undersøgelser, herunder effektevalueringer og viden om målgruppen.

Der er i den reviderede udgave lagt ekstra vægt på, at håndbogen både i form og indhold kan fungere i hverdagen som et praktisk opslagsværk, der også kan give svar på konkrete spørgsmål som fx hvilke opgaver en koordinator har, hvornår en kan ung tilbageføres og om ungdomssanktionen ophæves.

Unge i ungdomssanktionen skal i stort omfang betragtes som alle andre udsatte unge med komplekse problemstillinger. Den nye håndbog henviser derfor i vid udstrækning til hjemmesider og publikationer, der kan anvendes bredt i arbejdet med unge med særlige problemstillinger.

Håndbogen findes kun i digital udgave.

Hent håndbogen om ungdomssanktionen

Nye opgaver i fokus i Socialstyrelsen

Socialstyrelsen har i en årrække tilbudt kurser og rådgivning i ungdomssanktionen.  Med udgivelsen af den nye reviderede håndbog om ungdomssanktionen afsluttes disse specifikke aktiviteter.

Socialstyrelsen vil fortsat tilvejebringe viden og udvikle faglige redskaber, der vedrører gruppen af unge med meget komplekse problemstillinger, herunder kriminalitet, og som kommuner og øvrige aktører kan støtte sig til i deres praksis I de kommende år udarbejder Socialstyrelsen således:

  • en forløbsbeskrivelse om unge, der har alvorlige kriminalitetsproblematikker, og som samtidig har sociale eller psykiske problemstillinger
  • en vidensafdækning om indsatser til unge i de mest udsatte positioner
  • et initiativ, hvor der skal udvikles og modnes en indsats til unge med komplekse problemer og udadreagerende adfærd.

Socialstyrelsen forventer, at disse initiativer vil resultere i viden og metoder, der også kan anvendes i arbejdet med unge i ungdomssanktionen.

Sidst opdateret 12/01 2022