Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2022 > Nu tilbyder vi igen SSP-uddannelsens grundmodul
02/03 2022

Nu tilbyder vi igen SSP-uddannelsens grundmodul

Er du ansat i en kommune og arbejder primært med SSP? Eller er du i politiet og indgår direkte i SSP-samarbejdet? Så tilmeld dig SSP-uddannelsens grundmodul og få kompetencer til at arbejde systematisk, helhedsorienteret og vidensbaseret med kriminalitetsforebyggelse. Det er gratis at deltage. Næste tilmeldingsfrist: 22. april 2022.

Socialstyrelsen udbyder en national SSP-uddannelse. Den består af et grundmodul og en række tilvalgsmoduler og har til formål at styrke SSP-medarbejdere i deres kriminalitetsforebyggende arbejde og understøtte en fælles tilgang på tværs af myndigheder og sektorer. 

Vi har netop åbnet for ansøgningerne til næste grundmodul, der afholdes i maj.

Indholdet af grundmodulet

SSP-uddannelsens grundmodul giver viden og konkrete redskaber til at opfange tendenser og signaler i lokalmiljøet og kompetencer til at varetage en koordinerende og udførende funktion i SSP-samarbejdet. Der tages afsæt i en systematisk og helhedsorienteret tilgang til det kriminalitetsforebyggende arbejde.

Som deltager vil du bl.a. blive præsenteret for systematikmodellen. Vi arbejder også med refleksionsøvelser, der sætter fokus på din tilgang til arbejdet med kriminalitetstruede børn og unge.

Undervisningen er tilrettelagt, så deltagernes egen praksis bliver inddraget i undervisningen.

Modulet forløber over tre dage og har fire overordnede temaer:

  • Rammerne for SSP-samarbejdet og funktionen som central medarbejder i SSP-samarbejdet
  • Helhedsorienteret og vidensbaseret tilgang
  • Systematisk SSP-samarbejde omkring aktuelle problemstillinger
  • Jura og Implementering i praksis

Praktiske oplysninger

Modulet henvender sig til SSP-konsulenter, SSP-medarbejdere med primær funktion i SSP og ansatte i politiet med direkte kontakt til den kommunale SSP-indsats. Man kan deltage både som ny og som erfaren SSP-medarbejder.

Det er gratis at deltage. Undervisningen afvikles fysisk og foregår 3. maj, 24. maj og 25. maj, alle dage kl. 9.00-15.00 i Socialstyrelsens lokaler i Odense.

Der er tilmeldingsfrist 22. april kl. 12.00. Der er plads til ca. 30 deltagere.

Tilmeld dig grundmodulet på SSP-uddannelsen  

Læs mere om SSP-uddannelsen

Sidst opdateret 02/03 2022