Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2022 > Fritidsfællesskaber for børn og unge med handicap – nyt tema på Vidensportalen
22/02 2022

Fritidsfællesskaber for børn og unge med handicap – nyt tema på Vidensportalen

Børn og unge med fx autisme eller et bevægelseshandicap kan være i risiko for at blive ekskluderet fra sociale fællesskaber med deres jævnaldrende. Få inspiration i Vidensportalens nye tema til, hvordan man kan fremme, at børn og unge med handicap får en aktiv fritid i fællesskab med andre børn og unge.

At spille håndbold, gå til spejder, være med i et band eller dyrke kunstskøjteløb.

Eksemplerne på fritidsaktiviteter er talrige, og for mange børn og unge er det sjove og hyggelige fællesskaber at deltage i. Oveni er det også udviklende både personligt og socialt, samtidig med at man måske dygtiggør sig helt konkret i fx en sportsgren eller på et instrument.

Børn og unge med handicap oplever imidlertid  højere grad end andre vanskeligheder med at deltage i sociale fællesskaber, og de er mere udsatte for ensomhed og mobning. De risikerer derfor også at gå glip af de muligheder for at udvikle sig sammen med andre, som et aktivt fritidsliv kan tilbyde.

Vidensportalens nye tema handler om børn og unge med handicap og om, hvordan man kan styrke deres deltagelse i fritidsfællesskaber. Temaet beskriver bl.a. indsatserne Fritid med Bistand og Fritidspas og redegør for de faktorer, der har betydning for barnets muligheder for et aktivt fritidsliv sammen med jævnaldrende.

Målgruppen

Børn og unge med handicap er selvsagt en meget bred målgruppe, der spænder over mange forskelle – herunder også køn og alder.

Særligt typen af handicap og graden af funktionsniveau har betydning for mulighederne for at deltage i fritidsfællesskaber. Studier indikerer fx, at fysiske funktionsnedsættelser begrænser adgangen til alle former for fritidsaktiviteter, ligesom målgruppen er mere afhængig af voksne.

Også fx sociale færdigheder kan påvirke deltagelsen.

Læs mere om målgruppen her 

Fritidsvejledning og inklusion i fritidsfællesskaber

For at styrke deltagelsen i fritidsfællesskaber kan kommuner tilbyde fritidsvejledning til børn og unge med handicap.

I Danmark har indsatsen Fritidspas siden 2006 primært været implementeret til udsatte børn og unge, men kommunerne kan vælge, at børn og unge med handicap skal være en del af målgruppen.

Fritidspas består af fritidsvejledning med afsæt i barnets interesser, drømme og behov. Indsatsen igangsættes af en fritidsvejleder, som sammen med barnet vælger et fritidsfællesskab, der matcher barnet. Herefter understøtter fritidsvejlederen barnets inklusion i fritidsaktiviteten ved at der etableres en brobygger og en kontaktperson for barnet.

Fritidspas bygger på den norske indsats Fritid med Bistand. Erfaringer fra Norge peger på, at et godt samarbejde mellem kommune og civilsamfund er afgørende for en god implementering, ligesom forældrene spiller en stor rolle.

Socialstyrelsen har i 2021 foretaget omkostningsvurderinger af Fritidspas.  

Læs artiklen om fritidsvejledning her

Faktorer der påvirker deltagelse i fritidsfællesskaber

Forskellige faktorer gør sig gældende i forhold til barnets eller den unges deltagelsesmuligheder. Barnets personlige og familiære forhold har betydning, ligesom omgivelserne også kan fremme eller hæmme barnets muligheder for at deltage i fritidsfællesskaber.

I tre artikler præsenterer Vidensportalen handlemuligheder, der vedrører de forskellige faktorer:

Sidst opdateret 22/02 2022