Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2022 > Et stærkere socialtilsyn
01/02 2022

Et stærkere socialtilsyn

Vi har fået en ændring af lov om socialtilsyn, der skal understøtte et styrket tilsyn med landets sociale tilbud. Socialstyrelsen får et skærpet opdrag i forhold til at sikre en ensartet og kompetent tilsynspraksis på tværs de fem kommunale socialtilsyn. De ændrede regler er trådt i kraft nu her pr. 1. februar 2022.

Et flertal i Folketinget blev i april 2021 enige om at styrke både det faglige og det økonomiske tilsyn med landets sociale tilbud til udsatte børn, unge og voksne. Lovændringerne om det styrkede socialtilsyn er nu trådt i kraft pr. 1. februar 2022. Landets fem kommunale socialtilsyn har dermed fået nye rammer.

Loven styrker socialtilsynet på flere områder. Tilsynene får eksempelvis bedre muligheder for at reagere, når kvaliteten ikke er i orden på tilbuddene og bedre muligheder for at indhente de nødvendige oplysninger til deres kvalitetsvurderinger. Derudover styrkes socialtilsynets økonomiske tilsyn, der skal sikre, at de offentlige midler kommer udsatte borgere til gavn.

Et stor opgave og et stort ansvar

Der skal også skabes en større ensartethed i de fem socialtilsyns praksis, og her får Socialstyrelsen en særlig rolle i forhold til at understøtte, at tilsynene anvender samme tilgange.

”Loven understreger behovet for at sikre et ensartet, systematisk og fagligt kompetent tilsyn på tværs af landet. Det er et stort ansvar og en stor opgave, som vi ser frem til at løfte i tæt samarbejde med de fem kommunale socialtilsyn. Som samfund skal vi kunne sikre kvaliteten i tilbuddene til nogle af vores mest sårbare grupper – uanset hvor i landet, de ligger,” siger Socialstyrelsens direktør Ellen Klarskov Lauritzen.

Med den reviderede lov får Socialstyrelsen samtidig en mere normerende rolle og vil eksempelvis på foranledning af social- og ældreministeren kunne udarbejde bindende retningslinjer for tilsynspraksis på bestemte områder, ligesom tilsynene vil kunne pålægges at medvirke i Socialstyrelsens faglige aktiviteter.

Socialstyrelsen understøtter allerede i dag socialtilsynenes arbejde, blandt andet via undervisning og vejledning. Fremadrettet vil der også være et forstærket fokus på opkvalificering af tilsynene i forhold til det økonomiske tilsyn.

Nye specialistfunktioner

En af de større nyskabelser i lovgivningen er indførelsen af specialistfunktioner, hvor tilsynet på små eller komplicerede områder samles i specialistfunktioner hos enkelte socialtilsyn. Specialistfunktionerne udgør landsdækkende tilsyn med bl.a. sikrede institutioner, koncerner og koncernlignende konstruktioner, BPA-arbejdsgivervirksomheder samt efterskoler og frie fag- og grundskoler med kostordning.

”De nye specialistfunktioner får hver især en national opgave at varetage. Derfor er det også særlig vigtigt, at de kommer godt fra start, og at vi understøtter et kompetent og systematisk tilsyn inden for de fire udpegede områder. Det ser vi frem til at samarbejde med socialtilsynene om,” siger kontorchef Henrik Frostholm.

Som en undtagelse fra den øvrige lov træder specialistfunktionerne først i kraft 1. juli 2022.

Find yderligere information

Hovedtemaerne fra den nye lovgivning findes på Socialstyrelsen.dk.

Her er også information om de fem kommunale socialtilsyn og Socialstyrelsens understøttende funktion.

Læs mere om lovgivning, socialtilsyn og Socialstyrelsens understøttende arbejde

Sidst opdateret 01/02 2022