Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2021 > Webinar: Effekter af indsatser på anbringelsesområdet
01/09 2021

Webinar: Effekter af indsatser på anbringelsesområdet

Sæt en time af den 15. september 2021 og lyt med, når seniorforsker Iben Bolvig fortæller om anbringelsesområdet. Hør fx om anbragte børns skolegang, og hvad der sker med børnenes trivsel, når plejeforældrene får supervision. Webinaret holdes i regi af Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv.

Hvorfor er det så svært at måle effekter af anbringelser? Og hvad kan vi alligevel sige noget om?

Det kan du blive klogere på, når seniorforsker Iben Bolvig fra VIVE den 15. september holder et åbent webinar i regi af Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv. Videnscentret startede i år og drives i et samarbejde mellem VIVE, Børns Vilkår og Socialstyrelsen.

To analyser på anbringelsesområdet

På webinaret vil Iben Bolvig fortælle om to forskellige analyser, hun har stået for om anbringelsesområdet.

Den ene analyse ser på indsatser til børn i familiepleje og deres plejeforældre. Det har fx positive effekter på børnenes trivsel, når plejeforældrene modtager psykologbaseret supervision. Og hyperaktive problematikker bliver færre, når børnene får specialundervisning i skolen.

Hent analysen om indsatser på VIVEs hjemmeside

Den anden analyse måler, hvad anbringelsesformen betyder for anbragte børns skolegang. Analysen viser blandt andet, at børn i familiepleje i højere grad fortsætter på ungdomsuddannelse, alene fordi de er i familiepleje frem for på institution.

Hent analysen om skolegang på VIVEs hjemmeside

Efter oplægget vil der være mulighed for at stille spørgsmål til Iben Bolvig.

Alle interesserede er velkomne til at deltage i webinaret. Det er gratis og varer ca. en time. Tilmeldingsfrist: 14. september kl. 12.00.

Tilmeld dig webinaret her

Flere webinarer på vej

Ud over arrangementet om anbringelsesområdet tilbyder videnscenteret yderligere fire webinarer i 2021.Temaerne vil være:

  • Tidlige og forebyggende indsatser
  • Børnefrikommuneforsøget – forandringsprocesser og virkninger
  • Kvalitet i sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet
  • Inddragelse af udsatte børn og unge i kommunernes sagsbehandling.

Datoer og tilmelding til webinarerne annonceres løbende, bl.a. i Socialstyrelsens nyhedsbrev og på videnscenterets hjemmeside, hvor man allerede nu kan læse mere om de enkelte arrangementer.

Læs om webinarrækken


Få rådgivning og kompetenceudvikling om inddragelse

Er I optagede af, hvordan I kan styrke inddragelsen af barnets eller den unges perspektiv i sagsbehandlingen i jeres kommune?

Så er videnscenterets gratis rådgivningstilbud måske noget for jer.

Forløbene tilbydes løbende og skræddersyes til den enkelte kommune. Der er mulighed for både længerevarende rådgivnings- og kompetenceudviklingsforløb og intensive workshopforløb.

Næste frist for at søge om samarbejde med videnscenteret er 1. december 2021.

Få mere at vide om rådgivningstilbuddet

Sidst opdateret 01/09 2021