Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2021 > Udsatte grønlændere profiterer af CTI og frivillig støtte
25/02 2021

Udsatte grønlændere profiterer af CTI og frivillig støtte

Den netop offentliggjorte evaluering af satspuljeprojektet ”Overgangs- og peer-støtte til udsatte grønlændere i Danmark” viser gode resultater. Borgerne, som har deltaget i projektet, oplever markant forbedret trivsel og helbred, og mange, der før var i hjemløshed, har fået egen bolig.

Vi ved ikke præcis, hvor mange grønlændere i Danmark, der i dag kan karakteriseres som socialt udsatte. Men erfaringerne viser, at der er tale om en differentieret målgruppe med meget forskellige og komplekse støttebehov.

En del af borgerne får ikke tilstrækkelig gavn af de hjælpemuligheder, som kommuner, regioner og civilsamfundet tilbyder, fordi de har svært ved at tage imod indsatser over længere tid og dermed ikke får et kontinuerligt forløb.  

Den problemstilling har man forsøgt at imødegå i projektet ”Overgangs- og peer-støtte til udsatte grønlændere i Danmark”, hvor borgere i målgruppen har modtaget en intensiv social indsats efter den evidensbaserede metode Critical Time Intervention (CTI). En del af borgerne har desuden fået frivillig støtte, til dels i form af peer-støtte.

CTI-indsatsens primære sigte har været at understøtte borgernes kontakt med og brug af det øvrige velfærdssystem. Den frivillige støtte har komplementeret CTI-indsatsen ved at tilføje et socialt element med fokus på de sproglige og kulturelle behov i målgruppen.

Udvalgte resultater for borgerne

Nu foreligger en evaluering, og den viser, at borgerne, som har modtaget indsatsen, har en markant forbedret trivsel og et forbedret selvvurderet helbred:

  • Andelen af borgere med en positiv vurdering af eget helbred er steget fra 42 pct. ved opstart til 69 pct. ved afslutning.
  • Andelen, der hele tiden eller det meste af tiden har været alene, selvom de mest havde lyst til at være sammen med andre, er faldet fra 32 pct. til 7 pct.

Evalueringen viser også, at mange af borgerne, som ved starten er indsatsen befandt sig i hjemløshed, er kommet ud af hjemløshed og har fået egen bolig:

  • 30 pct. af borgerne befandt sig i en hjemløshedssituation ved opstarten af forløbet. Det tal er faldet til 7 pct. ved afslutningen af forløbet.

Flere borgere giver derudover udtryk for, at de ikke tidligere har modtaget denne form for hjælp, hvor der bliver lyttet til dem og deres behov.

Det konkluderes i evalueringen, at CTI kan hjælpe mange udsatte grønlændere, som ikke tidligere har profiteret af de hjælpemuligheder, der findes i det danske velfærdssamfund.

Samtidig viser evalueringen, at de allermest udsatte borgere har behov for en indsats, der er mere omfattende end CTI og peger bl.a. på metoden Intensive Case Management (ICM) som alternativ.

Evalueringen er udført af VIVE for Socialstyrelsen.

Projektet er gennemført som en del af satspuljeaftalen for 2017-20 af Aarhus, Odense og Vejle kommuner.

Hent evalueringen om udsatte grønlændere i Danmark (pdf)

 

Opdatering pr. 26. februar 2021: Det fremgik tidligere af nyheden, at der skønnes at være ca. 1.500 socialt udsatte grønlændere i Danmark. Tallet er af ældre dato (2015) og er derfor slettet. Red.

 

 

 

Sidst opdateret 26/02 2021