Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2021 > Tre mødre og 14 børn er evakueret fra Syrien
07/10 2021

Tre mødre og 14 børn er evakueret fra Syrien

Tre mødre med dansk statsborgerskab og deres i alt 14 børn er blevet evakueret fra Roj-lejren i det nordøstlige Syrien og befinder sig nu i Danmark. Det sker efter længere tids samarbejde og koordination mellem den kurdisk dominerede lokaladministration og danske myndigheder.

Regeringen besluttede i foråret at tilbyde evakuering af 19 børn og tre mødre med dansk statsborgerskab fra lejrene i det nordøstlige Syrien. Evakueringen sker blandt andet på baggrund af den forværrede humanitære og sikkerhedsmæssige situation i lejrene, samt det forhold, at de tre mødre er danske statsborgere, som på sigt vurderes at ville returnere til Danmark med deres børn. Og da kvinderne er danske statsborgere, kan de ikke nægtes indrejse og ophold i Danmark. 

Den 6. oktober 2021 er de tre mødre med dansk statsborgerskab og deres i alt 14 børn blevet evakueret fra Roj-lejren, og de er nu ankommet til Danmark.

Evakueringen af de tre mødre og 14 børn er gennemført efter længere tids godt og konstruktivt samarbejde og koordination mellem den kurdisk dominerede lokaladministration og danske myndigheder. En dansk delegation bestående af medarbejdere fra Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriets område og dansk politi samt en psykolog, en sygeplejerske og en læge har bistået med evakueringen fra Syrien til Danmark.

Kvinderne og børnene ankom cirka kl. 03.00 i nat til Flyvestation Karup sammen med den danske delegation. Evakueringen er gennemført med assistance fra USA og i tæt samarbejde med Tyskland, der på samme flyvning har evakueret 23 børn og 8 mødre fra lejrene.

De tre mødre blev ved ankomsten til Danmark anholdt af dansk politi og sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 114 e og 114 j om henholdsvis fremme af terrorvirksomhed og om indrejse og ophold i et konfliktområde.

Børnene står i en svær situation på grund af deres forældres valg. De skal have den hjælp og støtte, de har brug for – tilpasset det enkelte barns behov. Som i andre konkrete sager og af hensyn til børnene vil der ikke blive orienteret om børnenes tilstand, ligesom der ikke vil blive givet løbende statusmeldinger vedrørende børnenes tilstand og udvikling.

Modtagelsen i Danmark har været forberedt gennem længere tid af en koordinerende socialfaglig funktion i regi af Socialstyrelsen med involvering af bl.a. Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste (PET), Sundhedsstyrelsen, Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme og de relevante kommuner.

Formålet med den brede myndighedsindsats har været at sikre den rette støtte og indsats til børnene, der vurderes at have behov for specialiserede indsatser og behandling i tiden efter evakueringen. Den individuelle behandling og indsats vil blive leveret af de relevante kommuner.

Foruden de tre mødre med dansk statsborgerskab og deres i alt 14 børn er regeringen fortsat indstillet på at evakuere de fem børn af tre mødre, som tidligere har haft dansk statsborgerskab, forudsat at mødrene samtykker hertil. De tre mødre har indtil videre ikke ønsket at give samtykke til evakuering af deres børn uden dem selv.

Erik Brøgger Rasmussen, Direktør for Organisation og Borgerservice i Udenrigsministeriet:

“Vi har i god ro og orden gennemført en meget kompliceret evakueringsoperation, hvor mange praktiske og logistiske detaljer skulle falde på plads. Vi har løbende haft et godt samarbejde og en konstruktiv dialog om evakueringen med den kurdisk dominerede lokaladministration. Evakueringen er gennemført i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med USA og Tyskland. Fra dansk side vil vi gerne sige tak for det gode samarbejde til alle, der har været involveret”

Ledende politiinspektør hos Rigspolitiets Nationale Beredskabsafdeling, Tenna Wilbert, udtaler:

”Umiddelbart efter at flyet landede i Danmark, har Midt- og Vestjyllands Politi anholdt de tre mødre. Anholdelserne er forløbet efter hensigten og uden dramatik. Politiet vil nu foretage efterforskning i sagerne mod de tre kvinder.”

Statsadvokat hos Rigsadvokaten, Henriette Rosenborg Larsen, udtaler:

”De tre kvinder, der nu er ankommet til Danmark, er blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 114 e og 114 j. De vil som udgangspunkt blive fremstillet i grundlovsforhør. Anklagemyndigheden vil i givet fald forventeligt anmode om, at retsmøderne bliver holdt for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning i sagen.”

Direktør for Socialstyrelsen, Ellen Klarskov Lauritzen, udtaler:

”De evakuerede børn står i en meget svær og sårbar position. Det er vigtigt, at børnene får hjælp og støtte, der er tilpasset det enkelte barns behov, og det er de modtagende kommuner og regioner, der skal yde denne hjælp og støtte inden for de gældende lovgivningsmæssige rammer. For at sikre den bedst mulige indsats understøtter Socialstyrelsen de modtagende kommuner med rådgivning og vejledning og fungerer som koordinerende bindeled mellem myndighederne på området.”


Der afholdes senere i dag (7. oktober 2021) en myndighedsbriefing ved Polititorvet hos Københavns Politi med deltagelse af direktør for Organisation og Borgerservice i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen, ledende politiinspektør hos Rigspolitiets Nationale Beredskabsafdeling Tenna Wilbert, statsadvokat hos Rigsadvokaten Henriette Rosenborg Larsen, samt direktør i Socialstyrelsen Ellen Klarskov Lauritzen. Der vil tilgå information senere i dag om tidspunkt for myndighedsbriefingen.

Journalister kan få adgang til myndighedsbriefing ved fremvisning af gyldigt pressekort.


Information til pressen

Spørgsmål angående den socialfaglige indsats i Danmark: Socialstyrelsen: Pressetelefon: 41 93 25 48 (ikke sms)

Spørgsmål angående evakueringsoperationen samt dialogen med den kurdisk dominerede lokaladministration:

Spørgsmål angående retsforfølgelse i Danmark: Rigsadvokaten: Pressekontakt: 72 68 90 08

Spørgsmål angående statsborgerskab og opholdsgrundlag: Udlændinge- og Integrationsministeriets pressetelefon: 61 98 32 90.

 

Sidst opdateret 07/10 2021