Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2021 > Temadag: God kvalitet i sagsbehandlingen på børnehandicapområdet
08/04 2021

Temadag: God kvalitet i sagsbehandlingen på børnehandicapområdet

Hvordan kan vi styrke sagsbehandlingen på børnehandicapområdet? Taskforce – Handicap inviterer til en virtuel temadag den 31. maj 2021. Tilmeld dig og få ny viden fra forskningen og inspiration fra praksis.

Mange familier, der får et barn med handicap, har behov for støtte og hjælp fra kommunen. Sagerne kan imidlertid både være fagligt komplekse og involvere mange aktører, og det kan være udfordrende at håndtere.

Taskforce – Handicap inviterer derfor til en virtuel temadag den 31. maj 2021 om sagsbehandlingen på børnehandicapområdet. Her sætter vi fokus på en række projekter, metoder og redskaber, der kan hjælpe kommunerne med at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen.

Oplæggene tager afsæt i den seneste lovgivning, ny viden fra forskningen og praksisnære erfaringer.

Det kan du opleve på temadagen

På dagen vil Ankestyrelsen først redegøre for den aktuelle lovgivning på børnehandicapområdet, inden Socialstyrelsen holder oplæg om, hvad taskforcen ser som god sagsbehandling.

Både VIVE og Ankestyrelsen har dykket ned i forskellige aspekter af samarbejdsrelationerne i sagerne og vil fortælle om deres respektive undersøgelser, der har titlerne ”Samarbejdet omkring børn og unge med funktionsnedsættelser” (VIVE for Socialstyrelsen, 2021) og ”Samarbejdet mellem kommuner og forældre til børn med handicap” (Ankestyrelsen, 2020).

I dagens næste oplæg går vi helt tæt på praksis og får indblik i en kommunes specifikke erfaringer med at sætte fokus på det gode samarbejde, inden der rundes af med en paneldrøftelse med alle oplægsholdere.

Praktiske oplysninger

Temadagen er for dig, der er kommunal myndighedsleder, faglig koordinator, udviklingskonsulent eller sagsbehandler på myndighedsområdet.

Det er gratis at deltage. Tilmeldingsfristen er den 24. maj 2021 ved udgangen af dagen. Der kan maks. deltage 5 personer pr. kommune.

Se programmet og tilmeld dig temadagen

Link til deltagelsen sendes ud senest kl. 9.00 på dagen for afholdelsen af temadagen.

Vær venligst opmærksom på, at linket til temadagen sendes til den mailadresse, som du registrerer gennem tilmeldingssiden.

Om Taskforce - Handicap

Taskforcen er et samarbejde mellem Socialstyrelsen og Ankestyrelsen.

Taskforcen afholder to gange om året regionale temadage for kommunerne, hvor der tages afsæt i et tema inden for sagsbehandlingen på handicapområdet. Taskforcen tilbyder også forskellige typer forløb til kommunerne.

Læs mere om taskforcens tilbud til kommunerne  



Sidst opdateret 08/04 2021