Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2021 > Styrket indsats for borgere med senfølger efter seksuelle overgreb
23/06 2021

Styrket indsats for borgere med senfølger efter seksuelle overgreb

En ny handlingsplan skal sikre, at voksne, der blev udsat for seksuelle overgreb som børn eller unge, får bedre hjælp. Socialstyrelsen skal være med til at udbrede viden om senfølger og bidrager til etableringen af nye samarbejdsfora mellem Centre for Seksuelt Misbrugte og psykiatrien.

Det kan kaste lange skygger ind i voksenlivet, hvis man som barn eller ung har været udsat for seksuelle overgreb, og mange udvikler forskellige former for senfølger, som kan have indgribende betydning for deres liv og velfærd.

For at sikre disse borgere en bedre og mere koordineret hjælp har et bredt politisk flertal her i juni vedtaget en handlingsplan med en række initiativer, der løfter indsatsen.

Styrket opsporing og kommunikation

Senfølger er ikke en bestemt diagnose eller et enkelt symptom, men skal forstås som en kompleks sammensætning af fysiske, psykiske og sociale problematikker, som bl.a. kan komme til udtryk ved posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD), angst, depression eller misbrug.

Ofte går der lang tid, fra overgrebet eller overgrebene har fundet sted, til den krænkede siger det højt og eventuelt beder om hjælp. Både dette forhold og den generelle kompleksitet kan gøre det udfordrende at identificere målgruppen og yde den rette indsats. 

En række initiativer i handlingsplanen er derfor rettet mod at understøtte kommunerne, der kan møde borgere med senfølger i forskellige sammenhænge, fx socialforvaltningen, jobcentret eller misbrugsbehandlingen:  

”Kommunerne spiller en helt central rolle på dette felt. Voksne med senfølger efter seksuelle overgreb vil nemlig ofte være i kontakt med deres kommune, men har måske henvendt sig af helt andre årsager. Derfor er det så vigtigt, at der nu iværksættes nogle initiativer, som kan bistå kommunerne med at identificere og hjælpe disse borgere, siger kontorchef i Socialstyrelsen Henriette Zeeberg, Center for Udsatte Voksne. 

Socialstyrelsen skal blandt andet udarbejde en ny håndbog, der kan formidle den aktuelt bedste viden på området og give operationelle anvisninger til fagpersoner, som kan komme i kontakt med målgruppen. Formidlingen understøttes af nogle korte film.

Der er desuden afsat midler til, at Socialstyrelsen sammen med relevante organisationer kan tilbyde en målrettet opkvalificering til kommunerne via blandt andet regionale temadage og en større konference.

Bedre samarbejde om behandlingen

Et andet hovedspor i handlingsplanen er bedre koordination og sammenhæng i behandlingsindsatsen. Derfor er der afsat midler til, at de tre Centre for Seksuelt Misbrugte og behandlingspsykiatrien etablerer et tættere samarbejde.

Centrale organisationer i civilsamfundet inddrages som samarbejdspartnere; Landsforeningen SPOR bidrager blandt andet med brugerperspektiver, mens Kvisten og LivaRehab bidrager med viden om voksne med senfølger efter seksuelle overgreb.

Socialstyrelsen er i tæt samarbejde med Sundhedsstyrelsen tovholder på samarbejdsinitiativet og vil varetage sekretariatsfunktionen.

Hent ”Handlingsplan til styrket indsats til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen " (pdf)

Se nyheden om handlingsplanen på Social- og Ældreministeriets hjemmeside


Få mere viden om området

Sidst opdateret 23/06 2021