Socialstyrelsen har opdateret sin whistleblowerordning

16-12-2021

En ny lov om beskyttelse af whistleblowere træder i kraft den 17. december 2021. Der kan indberettes om alvorlige lovovertrædelser, grov chikane eller andre kritisable forhold. Whistleblowerordningerne kan bruges af arbejdspladsernes medarbejdere og samarbejdspartnere.

Socialstyrelsen har haft en whistleblowerordning siden den 1. november 2020, da regeringen havde besluttet at indføre whistleblowerordninger på hele statens område.

Nu træder en ny dansk lov om beskyttelse af whistleblowere i kraft den 17. december 2021. Loven implementerer et EU-direktiv i dansk kontekst og pålægger i vidt omfang offentlige myndigheder og en lang række private virksomheder og organisationer at etablere interne whistleblowerordninger.

Socialstyrelsen har som konsekvens af den nye lov opdateret sin ordning.

Formålet med ordningen

Whistleblowerordningen skal øge mulighederne for, at man kan ytre sig om kritisable forhold i Socialstyrelsen uden at frygte for negative konsekvenser. Ordningen skal beskytte de personer, der indberetter, og bidrage til, at fejl og forsømmelser opdages.

Whistleblowerordningen er et supplement til den direkte og daglige kommunikation i Socialstyrelsen om fejl og utilfredsstillende forhold mv.

Hvem kan indberette – og om hvad?

Whistleblowerordningen kan anvendes af både tidligere og nuværende medarbejdere i Socialstyrelsen samt af styrelsens samarbejdspartnere til indberetning af alvorlige forhold.

Det kan bl.a. dreje sig om overtrædelser af EU-retten og alvorlige lovovertrædelser og øvrige alvorlige forhold, som fx strafbare forhold, grove og gentagne overtrædelser af forvaltningsretlige regler og principper, bevidst vildledning af borgere eller samarbejdspartnere, grove personrelaterede konflikter eller chikane af seksuel karakter.

Hvad er nyt?

Der er i høj grad tale om en videreførelse af den eksisterende whistleblowerordning med enkelte ændringer, der bl.a. har til formål at give en øget beskyttelse af whistleblowerne.

Oplysninger om whistleblowerens identitet eller andre oplysninger, der gør det muligt at udlede whistleblowerens identitet, videregives kun med whistleblowerens samtykke. Oplysningerne må – som noget nyt –  således heller ikke videregives i forbindelse med en aktindsigt, men kun i helt særlige tilfælde som i forbindelse med en politianmeldelse.

Indberetning til Socialstyrelsens whistleblowerordning kan fremover - dvs. fra og med 17. december - ske via Statens Whistleblowersystem. Det nye system gør det enklere at indberette anonymt og giver mulighed for at kommunikere med anonyme indberettere.

Der kan fortsat også indberettes via mail eller fysisk post.

Styrelsen har udarbejdet retningslinjer, der vejleder nærmere om whistleblowerordningen, og hvordan den bruges.

Læs mere om whistleblowerordningen

Senest opdateret 16-12-2021

Kontakt

Socialstyrelsens whistleblowerordningen

Kontakt

Birgitte Sofie Balling Rasmussen
Fuldmægtig

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her