Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2021 > Skal du nå et af Børnekatalogets kurser i år?
23/06 2021

Skal du nå et af Børnekatalogets kurser i år?

Der har været ekstra stor interesse for Børnekatalogets kurser i år, og Socialstyrelsen har derfor tilbudt ekstra pladser for at imødekomme behovet. Skal du på et gratis kursus til efteråret, skal du ikke vente for længe med at tilmelde dig. Tjek mulighederne og overvej, om det er nu, du skal styrke din viden om fx faglig udredning, valg af indsats eller børn og unge med funktionsnedsættelser.

Er du ansat på børne- og ungeområdet i en kommune? Og er du - og måske også dine kolleger - interesserede i at få ny viden og inspiration til at udvikle jeres faglige praksis? Så tjek mulighederne i Børnekataloget. Vi har udvidet kursusmulighederne i år for at kunne imødekomme efterspørgslen og al undervisning er gratis i 2021.

Praksiskurser tilpasset den enkelte kommune

Børnekataloget tilbyder både fysiske og virtuelle praksiskurser, der varer 5 dage. Praksiskurserne rekvireres af den enkelte kommune og tilrettelægges med afsæt i kommunens udfordringer, organisering og medarbejdersammensætning.

Der er stadig tre ledige kurser i 2021, nemlig hhv. Valg af indsats, Den tidlige og forebyggende indsats og Faglig udredning og opfølgning. Det er også muligt at rekvirere kurser, der starter i 2022. Her vil der være seks forskellige emner at vælge imellem.

Metodekurser til enkeltpersoner eller myndighedsafdelinger

Børnekatalogets metodekurser er ligeledes både virtuelle og fysiske. De varer 3 dage og har særligt fokus på ICS og udredningsværktøjet. Du kan deltage i et metodekursus som enkeltperson, eller I kan som kommune rekvirere et kursus og få det målrettet egen praksis.

Det næste kursus om udredningsværktøjet er virtuelt og starter den 10. august. Kurset har fokus på at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen ved at understøtte implementeringen af udredningsværktøjet på handicapområdet for børn og unge i alderen 0-18 år.

Virtuelle videnskurser

Efter at Børnekataloget er gået online, har der været stor efterspørgsel på videnskurserne. Mange af kurserne i foråret var fuldt booket, og der er også ved at være godt fyldt op på efterårets videnskurser. Der er dog endnu ledige pladser flere steder, bl.a. på følgende kurser:  

Myndighedsarbejdet i sager med børn og unge med funktionsnedsættelser

På dette kursus får du viden om, hvordan man laver udredning af et barn eller en ung med funktionsnedsættelse gennem brug af udredningsværktøjet. Der introduceres yderligere til, hvordan man kan arbejde med mål i den frivillige handleplan.

Matchning til en foranstaltning

Kurset giver dig indsigt i det lovgivningsmæssige grundlag for valg af foranstaltninger samt forsknings- og praksisbaseret viden om, hvordan man bedst matcher et barn eller en ung til en foranstaltning.

Underretninger

Kurset giver dig øgede kompetencer til at vurdere og håndtere underretninger samt forstå underretninger som en del af et sammenhængende sagsforløb.

Efterværn

Dette kursus giver dig indsigt i de centrale elementer i at støtte unge i efterværn til et godt voksenliv. Der er fokus på de lovgivningsmæssige rammer og mulighederne for at understøtte en helhedsorienteret indsats og den unges behov.

Videnskurserne kan også rekvireres til egen kommune og kan ligeledes gennemføres enten fysisk eller virtuelt.

Hvis du vil vide mere

Det er VIA University College, der administrerer Børnekataloget for Socialstyrelsen, og det er derfor også på VIAs hjemmeside, man skal tilmelde sig.

Se alle mulighederne i Børnekataloget

 

 

Sidst opdateret 23/06 2021