Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2021 > Rekordmange henvendelser til VISO
06/05 2021

Rekordmange henvendelser til VISO

2020 har både været præget af stor efterspørgsel på VISOs faste rådgivningsydelser og mange henvendelser om håndtering af COVID-19. Trods travlheden er der fortsat meget stor tilfredshed med VISO blandt brugerne. Se meget mere i VISOs årsrapport, som netop er udgivet.

2020 har på mange måder været et særlig travlt år for den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, VISO. Det fremgår af årsrapporten, som Socialstyrelsen netop har offentliggjort.

VISO primære opgave er at rådgive kommuner, borgere og sociale tilbud i de mest komplicerede sager på social- og specialundervisningsområdet. Det var der ekstraordinært mange, der havde brug for i 2020. Samtidig har VISO ved siden af sine faste aktiviteter også drevet en hotline og stået for en række skriftlige vejledninger om COVID-19.

56 pct. flere henvendelser

8.631 VISO-henvendelser blev det til i 2020, og det er 3.086 flere end året før. Det svarer til en stigning på 56 pct. Hovedparten af stigningen skyldes spørgsmål om COVID-19, men sammenlignet med 2019 skete der også en stigning på knap 6 pct. i antallet af almindelige VISO henvendelser, og der blev igangsat 5 pct. flere rådgivningsforløb.

Tilfredsheden med VISOs rådgivning er generelt høj. 92 pct. af modtagerne har svaret, at de er tilfredse eller meget tilfredse med rådgivningsforløbene og at de svarer til deres behov. Og hele 96 pct. vil anbefale VISO til andre.

”2020 har været et nyt rekordår for VISO. Aldrig har der været så stor aktivitet før, og situationen med corona har både givet nye opgaver og ændret rådgivernes arbejdsvilkår. Alligevel er brugertilfredsheden fortsat meget høj. Det er naturligvis meget glædeligt,” siger Socialstyrelsens direktør Ellen Klarskov Lauritzen.

Det høje aktivitetsniveau har givet et merforbrug i 2020 på 3,7 mio. kr. Det skyldes især den øgede efterspørgsel, og VISO forbereder derfor en plan for, hvordan VISOs aktiviteter mest hensigtsmæssigt kan justeres.  

”Vi forventer, at antallet af henvendelser og rådgivningsforløb også vil stige i 2021. Derfor har vi særligt fokus på, hvordan vi kan håndtere den øgede efterspørgsel, så vi også fremadrettet kan leve op til brugernes behov for specialiseret rådgivning på højt niveau”, siger kontorchef i VISO Adam Paaby.

Systematisk opsamling af viden

Ud over rådgivningsarbejdet gennemføres også analyser og afdækninger, der både kan understøtte VISOs egen fortsatte indsats og være til gavn for praksis i kommuner og tilbud.

En analyse undersøger, hvad der kendetegner særligt vanskelige anbringelsesforløb. En anden analyse har fokus på, hvordan sagsbehandlere oplever samarbejdet med både familie samt det private netværk og professionelle netværk omkring børn og unge med handicap, og hvad de gør, hvis samarbejdet er udfordret. Begge analyser er baseret på VISOs rådgivningsforløb.

”Gennem vores rådgivning har vi meget tæt kontakt til praksis både i kommunernes forvaltninger og på tilbuddene. Den viden, vi får gennem rådgivning samler vi op, så den kan komme bredt til gavn,” siger kontorchef i VISO, Adam Paaby.

VISO har også igangsat nye analyser, der omhandler voksne med udviklingshæmning og udadreagerende adfærd, voksne med psykiske vanskeligheder, misbrug og sociale problemstillinger og børn og unge med skolevægring. De nye projekter afsluttes alle i 2021.

Hent VISOs årsrapport 2020 

Sidst opdateret 06/05 2021