Pulje: Styrket match af barn og anbringelsessted

26-08-2021

Der er udmeldt en ansøgningspulje til at videre- og færdigudvikle en model, der skal understøtte kommunernes arbejde med at finde det rette match mellem et barn og et anbringelsessted. Ansøgningsfrist: 19. oktober 2021 kl. 12.00

Sammenbrud i anbringelser forventes i vist omfang at kunne forebygges ved at finde det rette match mellem et barn eller en ung og et anbringelsessted. Matchning er imidlertid en kompleks faglig vurdering, som omfatter mange aspekter – herunder en grundig afdækning af barnets behov, ressourcer og ønsker.   

For at understøtte kommunernes arbejde på området har Socialstyrelsen netop udmeldt en ansøgningspulje på 10 mio. kr. til at videre- og færdigudvikle en model, der skal styrke matchningen af barn og anbringelsessted.

Socialstyrelsen har på baggrund af en vidensafdækning af området udarbejdet en foreløbig matchningsmodel, der består af syv kerneelementer. Det er denne model, som nu skal videre- og færdigudvikles.

Med ansøgningspuljen kan kommuner få tilskud til at være medudviklere af en fælles model for styrket match af barn og anbringelsessted. Som projektkommune får man dermed mulighed for at styrke sin egen praksis til gavn for de børn og unge i kommunen, der skal anbringes uden for hjemmet. Der vil være et særligt fokus på inddragelse af barn og forældre i matchningsprocessen, og relevante medarbejdere vil modtage kompetenceudvikling inden for blandt andet dette.

Udviklingen af modellen sker i tæt samarbejde mellem Socialstyrelsen og projektkommunerne, der også får mulighed for at vidensdele og sparre med hinanden.

Socialstyrelsen vil yde processtøtte i projektperioden (2022-24) og forestå evaluering.

Målgruppe

Ansøgningspuljens målgruppe er børn og unge under 18 år, der skal anbringes uden for hjemmet.

Ansøgningsfrist

Der er ansøgningsfrist d. 19. oktober 2021 kl. 12:00

Hvem kan søge?

Ansøgningspuljen kan søges af kommuner. Som ansøger skal man være opmærksom på, at kommunen skal have iværksat minimum 25 anbringelser af børn og unge i 2019.

Læs mere om puljen og få adgang til at søge

Informationsmøde 7. september

Socialstyrelsen afholder et virtuelt informationsmøde om projektet og ansøgningspuljen tirsdag 7. september kl. 14-15.30. Her redegøres nærmere for projektet og den foreløbige model for styrket match af barn og anbringelsessted.

Vi forklarer også, hvad det kræver at indgå i et fælles udviklingsarbejde med Socialstyrelsen og andre kommuner og fortæller, hvad man som kommune selv kan forvente at få ud af at deltage.

Se programmet og tilmeld dig informationsmødet

Senest opdateret 09-09-2021

Kontakt

Tilskudsadministration

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her