Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2021 > Nye retningslinjer for forældrekompetence-undersøgelser og tilknytningsundersøgelser
04/02 2021

Nye retningslinjer for forældrekompetence-undersøgelser og tilknytningsundersøgelser

Forældrekompetenceundersøgelser og tilknytningsundersøgelser bruges i forskellige situationer i forbindelse med anbringelse og adoption og stiller begge høje faglige krav til kommuner og psykologer. Socialstyrelsen har udarbejdet selvstændige retningslinjer for hver af de to typer undersøgelser. Retningslinjerne beskriver lovkrav, anbefalinger og god praksis.

Socialstyrelsen har netop udgivet to sæt retningslinjer på det specialiserede børne- og ungeområde. Retningslinjerne vedrører hhv. forældrekompetenceundersøgelser og tilknytningsundersøgelser.

Retningslinjerne er faglige redskaber, der beskriver lovmæssige krav og faglige anbefalinger i forbindelse med udarbejdelse og anvendelse af de to typer undersøgelser, der bruges i forskellige situationer i forbindelse med anbringelse og adoption. Begge typer undersøgelse stiller høje faglige krav til både den kommunale forvaltning og de involverede psykologer.

I retningslinjerne redegøres der for, hvad der kendetegner henholdsvis forældrekompetenceundersøgelser og tilknytningsundersøgelser af høj kvalitet, og hvordan man kan arbejde med en ensartet og systematisk praksis på områderne.

Retningslinjerne beskriver også, hvordan man kan understøtte samarbejdet mellem kommuner og psykologer og inddragelse af de børn, unge, forældre og plejeforældre, der deltager i undersøgelserne.

Socialstyrelsen har udarbejdet retningslinjerne i et tæt samarbejde med Ankestyrelsen, Børne- og Kulturchefforeningen, Dansk Psykolog Forening, Dansk Socialrådgiverforening, Institut for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening og Social- og Indenrigsministeriet.

Retningslinjer for forældrekompetenceundersøgelser

En forældrekompetenceundersøgelse er en psykologisk undersøgelse af et eller flere børn eller unge og deres forældre. Formålet er at afdække det enkelte barns behov og forældrenes muligheder for at imødekomme dem.

Udarbejdelse af forældrekompetenceundersøgelser sker som led i en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50 på baggrund af en konkret faglig vurdering.  Det kan fx ske i forbindelse med, at kommunen:

  • skal træffe valg af foranstaltning over for et barn eller ung efter serviceloven,
  • er i tvivl om anbringelsesgrundlaget i en sag
  • skal træffe afgørelse om samvær.

Retningslinjerne er en opdatering af Socialministeriets retningslinjer fra 2011 og erstatter disse.

Retningslinjerne findes både i trykt og digital udgave:

Download eller bestil trykt udgave af retningslinjer for forældrekompetenceundersøgelser

Retningslinjer for tilknytningsundersøgelser

En tilknytningsundersøgelse er en psykologisk undersøgelse af et barns tilknytnings- og tilhørsforhold til plejeforældre/anbringelsessted og forældre samt evt. øvrige netværk.

Udarbejdelse af tilknytningsundersøgelser sker som led i den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50. Tilknytningsundersøgelser skal altid udarbejdes i sager, hvor kommunen overvejer at indstille til enten videreført anbringelse efter servicelovens § 68a eller til adoption uden samtykke efter adoptionslovens § 9, stk. 4.

Det er første gang, der udkommer retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse for tilknytningsundersøgelser.

Retningslinjerne findes både i trykt og digital udgave:

Download eller bestil trykt udgave af retningslinjer for tilknytningsundersøgelser

Målgrupper for retningslinjerne

Målgruppen for retningslinjerne er kommunale ledere og socialrådgivere på myndighedsområdet for børn, unge og familier samt psykologer, der gennemfører henholdsvis forældrekompetenceundersøgelser og tilknytningsundersøgelser.

Kendskab til retningslinjerne vil også være relevant for børn, unge, forældre, kommunale børn og unge-udvalg, advokater, dommere og børnesagkyndige ved domstolene.

 

 

Sidst opdateret 04/02 2021