Anbringelsesforløb, der er præget af mange brud og skift, begrænser børnene og de unges muligheder for at etablere nære og længerevarende relationer og for at have et stabilt skoleforløb.
Som en første del af Barnets Reform vedtog Folketinget i 2009 derfor en ændring af serviceloven, der indebar tre nye lovregler. Formålet var at skabe mere stabilitet og kontinuitet for anbragte børn og unge ved at give kommunerne bedre mulighed for at sikre, at anbragte børn og unge vil opleve færre genanbringelser, færre skift og færre flytninger.
De tre lovregler er:
- Mulighed for at børn og unge-udvalget i særlige tilfælde kan anbringe 0-1-årige i 3 år uden krav om genbehandling af sagen, § 62, stk. 5.
- Pligt til at fastsætte en hjemgivelsesperiode på op til 6 måneder før en hjemgivelse, § 68, stk. 4.
- Mulighed for at børn og unge-udvalget kan beslutte at videreføre en anbringelse uden tidsbegrænsning, § 68a.
VIVE har for Socialstyrelsen evalueret udbredelse, anvendelse og virkning af reglerne i tre rapporter. De to første udkom i 2016 og 2018, og nu er den tredje og afsluttende rapport offentliggjort.
Fokus på reglernes virkning
Fokus i den afsluttende rapport er på virkningen af reglerne. Det undersøges ved, at de børn og unge, i hvis sager reglerne er anvendt i 2010-2012, sammenlignes med to forskellige grupper: For det første en gruppe af børn og unge, hvor reglerne i den samme periode ikke blev anvendt, men hvor kriterierne for anvendelse var til stede. Og for det andet en historisk sammenligningsgruppe af børn og unge, hvor kriterierne for anvendelse var til stede i årene 2006-2008, dvs. inden reglerne blev indført.
Evalueringen ser på, om de børn og unge, i hvis sager kontinuitetsreglerne har været anvendt, har større stabilitet i anbringelse og skolegang, og om de trives bedre. Stabilitet måles ved brug af registerdata, hvor der bl.a. ses på antal skoleskift og antal skift af anbringelsessted. Børnene og de unges trivsel måles ved hjælpe af spørgeskemadata, hvor blandt andet validerede redskaber bruges til at undersøge barnets trivsel og selvværd. Også barnets relationer til omsorgspersonen er i fokus i spørgeskemaundersøgelsen.
Evalueringens konklusion
Frem til udgangen af 2015 havde under halvdelen af landets kommuner anvendt reglerne om forlænget genbehandlingsfrist eller videreført anbringelse. De fleste steder kun en enkelt eller få gange.
Antallet af børn og unge, i hvis sager reglerne blev anvendt i 2010-2012, er derfor også begrænset. Formentlig på grund af det lave antal sager, må evalueringen overordnet konstatere, at det er vanskeligt at finde tydelig dokumentation for, at kontinuitetsreglerne bidrager til større stabilitet og trivsel i de berørte børns anbringelsesforløb. Der er kun få forskelle, som indikerer, at børn, der har været genstand for kontinuitetsreglerne, får større stabilitet i anbringelsen og bedre trivsel. Omvendt dokumenterer evalueringen heller ikke, at reglerne ikke virker.
Den samlede evaluering afdækker en række barrierer for brugen af reglerne i kommunerne. Eksempelvis oplever flere sagsbehandlere en faglig usikkerhed og en mangel på faglig støtte og ledelsesmæssig opbakning i anvendelsen af reglerne, og nogle sagsbehandlere oplever også et modsætningsforhold mellem anvendelsen af lovreglerne og ”det gode forældresamarbejde”. Evalueringen peger således på et behov for et bedre videns- og beslutningsgrundlag i kommunerne, hvis anvendelsen af kontinuitetsreglerne skal styrkes.
Hent ”Kontinuitet i anbringelser. Slutrapport fra evalueringen af regler om kontinuitet i Barnets Reform” (pdf)
De tidligere delrapporter