Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2021 > Den anbefalede indsats til børn med verbal dyspraksi
09/12 2021

Den anbefalede indsats til børn med verbal dyspraksi

Socialstyrelsen har netop publiceret en revideret udgave af forløbsbeskrivelsen for børn med taleforstyrrelsen verbal dyspraksi, der er neurologisk betinget. Forløbsbeskrivelsen beskriver, hvordan fagpersoner kan støtte børn med den ret sjældne taleforstyrrelse gennem en højt specialiseret indsats.

Verbal dyspraksi er en neurologisk betinget taleforstyrrelse, som ikke umiddelbart bedres af sig selv. Det er derfor essentielt for børnenes udviklingsbetingelser, at forstyrrelsen opspores tidligt, så målrettede højt specialiserede indsatser kan iværksættes så tidligt som muligt.

Taleforstyrrelsen er relativt sjældent forekommende og kræver særlig viden at udrede og behandle.

Ny udgave af forløbsbeskrivelse

For at sikre, at fagpersoner i fx kommunernes forvaltninger har adgang til et opdateret overblik over, hvordan de bedst kan støtte børn, der har lidelsen, har Socialstyrelsen netop offentliggjort en revideret udgave af sin forløbsbeskrivelse for målgruppen. 

Forløbsbeskrivelsen giver anbefalinger til, hvordan kommunerne kan etablere et vidensberedskab i samarbejde med andre kommuner eller specialiserede vidensmiljøer.

De højt specialiserede indsatser bør tage udgangspunkt i motoriske læringsprincipper, der går ud på at træne hjernens evne til at planlægge og automatisere talebevægelser. I forløbsbeskrivelsen beskrives fem elementer, der indgår i læringsprincipperne, ligesom forløbsbeskrivelsen også beskriver fem metoder til behandling af verbal dyspraksi.

Billigst at opspore og behandle tidligt

I den reviderede forløbsbeskrivelse indgår også en økonomisk forløbsanalyse, som er blevet opdateret.

Analysen beskriver gennem tre forskellige forløb de omkostninger, der er forbundet med de leverede indsatser. Leveres den rette indsats tidligt i forløbet, er det relativt omkostningstungt de første år. Men ser man på hele forløbet, fra barnet er ca. tre år, til det er 17 år gammelt, er de samlede omkostninger mindre ved en tidlig og højt specialiseret indsats end ved en sen indsats, eller hvis de korrekte indsatser slet ikke leveres.

Udarbejdet i samarbejde med andre aktører

Forløbsbeskrivelsen er udarbejdet i samarbejde med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet samt en række faglige eksperter og interessenter, herunder KL, Danske Regioner og relevante bruger- og interesseorganisationer.

Hent forløbsbeskrivelsen om verbal dyspraksi (pdf)

Anbefalingerne fra forløbsbeskrivelsen foreligger separat i en printvenlig udgave:

Hent anbefalingerne separat (pdf)


Forløbsbeskrivelsen er udarbejdet af Socialstyrelsen i regi af National Koordination, der bl.a. skal sikre, at der er det fornødne udbud af indsatser til borgere på det mest specialiserede social- og specialundervisningsområde.

Læs om National Koordination generelt

Sidst opdateret 09/12 2021