Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2021 > Årskonference 2021 om menneskehandel
19/08 2021

Årskonference 2021 om menneskehandel

Menneskehandel foregår i stigende grad online. Tendensen skaber behov for at udvikle nye metoder til at identificere ofrene og opspore bagmændene. Center Mod Menneskehandel inviterer til årskonference den 17. september, som bl.a. sætter fokus på nye digitale redskaber, der skal dæmme op for udnyttelse og rekruttering på nettet.

Erfaringer både fra Danmark og internationalt peger på, at menneskehandel foregår digitalt. Fx sker rekruttering af ofrene nu hyppigere gennem websites, sociale medier, chatfora og onlinespil. Flere ofre har også fortalt om, hvordan de overvåges online via webcam eller GPS-funktionen på deres telefon.

Udviklingen udfordrer den nuværende indsats med at forebygge menneskehandel, identificere ofrene og opspore bagmændene. Det skaber behov for at supplere med nye metoder og nye samarbejder.

Center mod Menneskehandel har derfor iværksat et nyt initiativ, der sætter fokus på at bekæmpe menneskehandel online.

Det kan du opleve på dagen

De nye tendenser er omdrejningspunktet for Center Mod Menneskehandels årskonference 2021, hvor centret sammen med øvrige myndigheder, private virksomheder og specialister sætter særligt fokus på menneskehandel i en digital æra.

Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Peter Hummelgaard åbner konferencen.

På konferencen vil nationale og internationale oplægsholdere belyse, hvordan udnyttelse af ofre for menneskehandel udspiller sig online, og fortælle om omfang, nye karakteristika og erfaringer fra praksis.

De inviterede eksperter og aktører vil hver især vil bidrage med deres perspektiv på menneskehandel i en digital æra og præsentere mulige måder at bekæmpe de nye udnyttelsesformer på.

På konferencen lancerer Center Mod Menneskehandel en vandreudstilling med fotografier af den prisbelønnede fotograf, Tine Harden. Tine Harden har bl.a. fulgt centrets opsøgende arbejde, besøgt et børneasylcenter og deltaget ved en større politiaktion.

Praktiske oplysninger

Årskonferencen afholdes 17. september 2021 i Industriens Hus, København, fra kl. 11.30. Sidste oplæg slutter ca. 15.40, hvorefter vandreudstillingen præsenteres.

Konferencen er målrettet aktører på menneskehandelsområdet såsom myndigheder, NGO'er, forskere, brancheforeninger og politikere samt andre med særlig interessere i emnet, fx studerende.

Det er gratis at deltage. Der er tilmeldingsfrist 3. september kl. 14.00.

Enkelte oplæg vil være på engelsk og foregå virtuelt.

Tilmelding og foreløbigt program

For at sikre en ligelig repræsentation fra forskellige organisationer og fagområder forbeholder vi os retten til at begrænse antallet af deltagere fra hver organisation. Hører du ikke fra os inden den 8. september, kan du betragte dig som tilmeldt.

 

Sidst opdateret 19/08 2021