Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2020 > Forlænget tidsfrist: Vær med i nyt partnerskab om systematisk fokus på barnets progression i sagsbehandlingen
20/05 2020

Forlænget tidsfrist: Vær med i nyt partnerskab om systematisk fokus på barnets progression i sagsbehandlingen

Vi har plads til flere visionære partnerkommuner. Socialstyrelsen opfordrer kommuner, der ønsker at styrke og udvikle sagsbehandlingens fokus på barnets progression, til at søge om at være med i et nyt partnerskabsprojekt i perioden 2020-22. I partnerskabet tages afsæt i et nyt fælles fagligt grundlag for god opfølgning. Der er ansøgningsfrist 30. juni og opstart efter sommerferien.

Når socialrådgiveren skal understøtte, at indsatserne på børneområdet er virkningsfulde for det enkelte barn, kræver det et klart og systematisk fokus på barnets progression. Derfor er opfølgningen helt afgørende for at levere en sagsbehandling af høj kvalitet.

Rambøll har for Socialstyrelsen udviklet et fælles fagligt grundlag for god opfølgningspraksis, som indkredser kerneelementer i sagsbehandlingen med fokus på barnets progression.

Det fælles faglige grundlag indebærer, at socialrådgiveren med udgangspunkt i en tæt kontakt og løbende faglig udredning sætter tydelige mål for barnets trivsel og udvikling. Socialrådgiveren skal samtidig sikre, at indsatsen også matcher målene og barnets individuelle behov.

God opfølgningspraksis er kendetegnet ved systematisk dokumentation og måling af barnets udvikling og trivsel ligesom den er baseret på en fælles dialog og opgaveløsning.   

Partnerskab om udvikling af god opfølgning

Socialstyrelsen inviterer nu en række kommuner med særlig interesse for at styrke deres opfølgningspraksis til et to-årigt partnerskab, hvor det fælles faglige grundlag skal afprøves og udvikles.

Som partnerskabskommune får man udviklings- og implementeringsstøtte til at styrke sin egen praksis gennem afprøvning af elementer i det fælles faglige grundlag, ligesom man vil indgå i fælles udviklingsaktiviteter og videndeling.

De deltagende kommuner får dermed en unik mulighed for at præge vidensudviklingen og sætte retning for sagsbehandlingsområdet i de kommende år.

Projektet skal resultere i en håndbog, der beskriver det nye faglige koncept for, hvordan kommunerne kan arbejde målrettet med at skabe de bedst mulige betingelser for at understøtte barnets udvikling og trivsel.

Praktiske oplysninger

Projektet indgår som en del af satspuljeaftalen for 2019-2022. Der er bevilget 8,5 mio. kr. i den samlede periode.

Partnerskabsprojektet søger aktuelt 2-3 kommuner til at indgå i partnerskab sammen med to allerede godkendte partnerkommuner. Kommunernes deltagelse i partnerskabet og modtagelse af processtøtte og rådgivning fra Socialstyrelsen og dennes leverandør er gratis. Der bevilges ikke økonomisk tilskud til partnerkommunernes aktiviteter i projektet.

Efter indgåelsen af partnerskabet vil der blive etableret et referencenetværk for en større gruppe kommuner, som vil følge og bidrage med viden til arbejdet i partnerskabet. 

Se mere om projektet og få adgang til ansøgningsmaterialet

Nyheden er offentliggjort første gang 23. januar 2020 og relanceret og opdateret 17. februar i forbindelse med offentliggørelsen af ansøgningsmaterialet samt igen 20. maj. Red.

Sidst opdateret 20/05 2020