Forside > Nyheder > 2020 > Pulje: Nødpulje til kompensation for aflyste arrangementer
09/04 2020 | Ansøgningspuljer, Coronavirus

Pulje: Nødpulje til kompensation for aflyste arrangementer

Der er udmeldt en nødpulje til civilsamfundsorganisationer til dækning af økonomiske omkostninger ved aflysning af arrangementer som følge af coronakrisen. Der er løbende ansøgning.

Socialstyrelsen har udmeldt en nødpulje til civilsamfundsorganisationer til dækning af økonomiske omkostninger, der skyldes aflysning af arrangementer for at forebygge smitte med coronavirus.

Formålet med nødpuljen er at sikre, at civilsamfundsorganisationer ikke efterlades med en stor økonomisk regning som følge af aflyste arrangementer på grund af COVID-19-foranstaltningerne.

Organisationerne kan ansøge om at få kompenseret et beløb, der svarer til deres udgifter, dog højst 100.000 kr. Det er en forudsætning for at opnå kompensation, at udgifterne ikke kan dækkes på andre måder. Ansøgere må fx ikke kunne opnå refusion fra en evt. hovedorganisation eller fra andre COVID-19-kompensationsordninger.

Arrangementet skal have haft en afholdelsesdato i perioden 12. marts til 31. juli 2020. Aftalen om arrangementet skal være indgået senest 11. marts 2020, og aflysningen skal være meddelt fra samme dato og frem.

Der er afsat 4,85 mio. kr. i 2020.

Ansøgningsfrist

Der er løbende ansøgningsfrist, og ansøgninger sagsbehandles efter først til mølle-princippet så længe, der er midler i puljen.

Hvem kan søge?

Nødpuljen kan søges af civilsamfundsorganisationer, der yder en frivillig indsats på det sociale område eller handicapområdet.

Yderligere oplysninger og adgang til at søge puljen

Sidst opdateret 09/04 2020