Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2020 > Ny udgave af retningslinjerne for håndtering af COVID-19 på socialområdet
30/10 2020

Ny udgave af retningslinjerne for håndtering af COVID-19 på socialområdet

Der er fortsat stort behov for opmærksomhed på at forebygge smittespredning på sociale tilbud og i sagsbehandlingen. Den 7. opdaterede udgave af retningslinjerne til medarbejdere på socialområdet er netop offentliggjort. Ændringerne handler særligt om brug af værnemidler på sociale tilbud og om forsamlingsforbuddet.

I maj 2020 udsendtes den første udgave af ”Retningslinjer for genoptagelse af aktiviteter på socialområdet”. Retningslinjerne skal understøtte fagprofessionelle i arbejdet med sårbare og udsatte borgere under coronapandemien. Den 7. opdaterede udgave er nu offentliggjort.

Flere af socialområdets målgrupper har en øget risiko for at blive alvorligt syge ved smitte med coronavirus, og smittetallene har været stigende i en periode. Det er derfor særlig vigtigt at være opmærksom på tiltag, der kan forebygge smittespredning på sociale tilbud og i sagsbehandlingen og derved sikre, at alle aktiviteter foregår på en sundhedsmæssig forsvarlig måde.

Retningslinjerne handler om aktiviteter, der i særlig grad er berørt af sundhedsmyndighedernes retningslinjer, og giver en række anbefalinger til, hvordan fagprofessionelle kan tilrettelægge den socialfaglige indsats.

Retningslinjerne er udarbejdet af Socialstyrelsen.

Hvad er nyt i 7. udgave?

Retningslinjerne er især ændret som følge af bekendtgørelse om krav om mundbind i sundheds- og ældresektoren samt på visse dele af socialområdet pr. 28. oktober 2020.

Som følge af de nye regler skal ledelsen på sociale tilbud løbende vurdere, om der er beboere eller brugere på tilbuddet, som er i risikogruppen, og som derfor kan være i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb med COVID-19. Er dette tilfældet, skal medarbejdere og besøgende bruge mundbind eller visir på tilbuddet. Kravet om mundbind gælder indendørs i alle lokaler med adgang for offentligheden, men ikke i beboerens eget værelse eller bolig.

Ud over opdateringerne om brug af værnemidler er der foretaget ændringer på baggrund af det skærpede forsamlingsforbud pr. 26 oktober 2020 og en række mindre opdateringer.

Hent den 7. opdaterede udgave af retningslinjerne

 

Sidst opdateret 30/10 2020